
- Vi skal gøre det færdigt
02.05.2025 12:57
Tom Trybull ser frem mod en svær kamp, hvor vi skal præstere, så vi kan slutte sæsonen af på førstepladsen.
Sidste weekend sikrede vi os oprykning til 3F Superligaen, da vi spillede 1-1 med Hvidovre IF, men i morgen er der kamp igen, når FC Fredericia gæster Nature Energy Park kl. 12.30.
- Det var en god weekend. Det var godt, at vi sikrede oprykningen så tidligt, når der stadig er fire kampe tilbage af sæsonen. Det er en stor præstation for klubben, siger Tom Trybull, der har båret anførerbindet i Viljar Myhras fravær.
Og han har ret. Vi kunne lørdag eftermiddag sænke skuldrene og løfte armene i jubel, fordi vi sikrede os oprykning til 3F Superligaen efter sommerferien. Men arbejdet er ikke slut endnu. Vi går benhårdt efter at vinde NordicBet Ligaen, og når der igen er fodbold i morgen på Nature Energy Park, står vi overfor vores eneste konkurrent til den titel; FC Fredericia.
- Vi har over hele sæsonen også haft et mål om at blive nummer et, og det vil vi gerne gøre færdigt. Derfor skal vi have så mange point i de sidste kampe, som overhovedet muligt. Det er målet, vi har, og så skal vi selvfølgelig også levere nogle gode præstationer, siger Tom.
- Derfor skal vi være forberedt på alle scenarier
Vores oprykningsplads til landets bedste række er sikret, men det er FC Fredericias ikke endnu. De har stadig AC Horsens efter sig, og derfor er morgendagens kamp også vigtig for dem. Det betyder, at det trækker op til en meget spændende kamp på Nature Energy Park.
- FC Fredericia har stadig alt at spille for, og samtidig ønsker vi at være så konkurrencedygtige som muligt og tage de tre point, så vi kan beholde førstepladsen. Det bliver en god kamp for os. Nummer et mod nummer to.
Vi havde godt styr på FC Fredericia i efteråret, hvor det blev til to sejre med tre mål til forskel, men da vi senest mødte lørdagens gæster, slog de os knebent 1-0, og over hele sæsonen har de været svære at læse, fordi de har mange tangenter at spille på:
- Sidste gang vi mødte dem på udebane, stod de ret dybt, og der havde uafgjort nok været det retfærdige resultat, men sådan endte det ikke. Vi skal gøre det færdigt den her gang. Det kan også være, at rollerne er byttet om den her gang, og det er dem, der skal ud at presse højt, som de også har gjort i mange kampe. De har så meget brug for sejren, så derfor skal vi være forberedt på alle scenarier, siger Tom.
Stærke præstationer i slutspurten
I sidste ende er det vigtigste, at vi har styr på vores egen præstation, og det er også noget, som den midlertidige anfører fremhæver:
- Vi skal ud at levere nogle gode præstationer. Det føler jeg, at vi skylder både os selv, men også klub og fans. Vi skal være på et højt niveau i præstationerne, så vi kan få så mange point som muligt for at vinde ligaen.
Topopgøret i NordicBet Ligaen mellem OB og FC Fredericia sparkes i gang kl. 12.30 på Nature Energy Park. Har du endnu ikke sikret dig billet, kan du gøre det her!