- Det er, hvad jeg har kæmpet for i lang tid

14.03.2025 20:47

I det 78. minut af fredagens opgør mod Hvidovre IF blev den 20-årige Yaya Bojang indskiftet til sin debut på førsteholdet, og det var en stolt gambier, vi talte med efter kampen.

I sommeren 2023 skiftede Yaya Bojang fra Real De Banjul FC til OB. I første omgang gjorde han sig gældende på U19-holdet, men i januar 2024 blev han rykket op på førsteholdet, hvor karrieren fredag aften foreløbigt kulminerede, da han debuterede i NordicBet Ligaen.

- Jeg er meget glad for at få min debut, da det er, hvad jeg har arbejdet for længe, og nu skete det endelig, så jeg er virkelig glad, sagde Yaya Bojang efter kampen.

Den unge defensivspiller har hovedsageligt gjort sig gældende i centerforsvaret, men da han i dag debuterede på førsteholdet, var det på den centrale midtbane.

- Det var fedt at få min debut, og jeg ønskede bare at hjælpe holdet. For mig betød positionen ikke så meget; jeg ønskede bare at spille. Jeg er centerforsvarer, men jeg ønskede bare at hjælpe holdet, og da Søren sagde, at han ville spille mig på midtbanen, så sagde jeg bare, at jeg selvfølgelig vil hjælpe klubben, fortalte Yaya.

Efter kampen samledes truppen i omklædningsrummet, og efter at Søren Krogh havde givet sine umiddelbare tanker om kampen, satte Jay-Roy Grot og Yaya Bojang også ord på deres debut i klubben.

- Jeg sagde bare, at jeg er virkelig glad for at få min debut. Det er, hvad jeg har kæmpet for i lang tid, så det er jeg virkelig glad for. Og så takkede jeg hver og en af mine holdkammerater for at hjælpe og støtte mig i min karriere, så det føles godt, sluttede den unge defensivspiller.

Stort tillykke med debuten, Yaya!