Emilie Henriksen indtræder i trænerteamet som spillende assistent- og transitionstræner

13.03.2025 12:42

To bliver til tre. Vi har nemlig i dag indgået en ny aftale med Emilie Henriksen, der fremover betyder, at hun vil være både spillende assistent- og transitionstræner. 

‎Vi styrker trænerteamet med en intern løsning, når Emilie Henriksen fremover kombinerer sin rolle som spiller med et udvidet ansvar som spillende assistent- og transitionstræner.

Siden sin hjemkomst til OB i januar 2024 har Emilie Henriksen været en vigtig del af holdet, og hendes rolle udvides nu markant. Ud over at være en profil på banen bliver hun nu en vigtig del af det strategiske setup, hvor hun skal sikre, at talentfulde U19-spillere får den bedst mulige overgang til seniorfodbold.

Sportsmanager Peer Lisdorf understreger, at udnævnelsen af Emilie Henriksen er et naturligt skridt:

- Det giver rigtig god mening at inddrage Emilie i trænerteamet. Hun har for nylig fået sin UEFA A-licens og har allerede erfaring som assistenttræner for vores U19-hold. Hun er en naturlig leder, og hendes erfaring fra landsholdet, den bedste svenske række og topklubber i Danmark gør hende til en ideel kandidat. Hendes rolle som spillende assistent- og transitionstræner vil skabe en vigtig bro mellem ungdoms- og seniorholdet.

En natur udvikling

For Emilie Henriksen var det en naturlig beslutning at takke ja til den nye rolle, hvor hun får mulighed for at bygge videre på sin træneruddannelse og praktiske erfaring.

- Jeg blev færdig med min A-licens i januar og har det sidste års tid hjulpet til på U19 som assistenttræner, hvilket har gjort mig sulten på at afprøve trænerdelen i en endnu højere grad. Derfor var det helt naturligt at takke ja til at blive transitionstræner, da jeg forhåbentlig kan bygge videre på min A-licens og få en del praktisk erfaring uden at skulle give afkald på at være spiller samtidigt.

I sin nye rolle får Emilie Henriksen ansvar for de unge spillere, der står over for springet til seniorfodbold. Hun vil sikre, at de får den nødvendige feedback på deres kampe og træninger, tilbyde ekstra træningspas og fungere som mentor i en afgørende periode af deres udvikling.

- Jeg er sindssygt glad for at få muligheden og for at vide, at OB også er interesseret i at udvikle mine trænerkompetencer. Jeg har fået ansvaret for de unge spillere, som inden for den nærmeste fremtid gerne skulle gøre sig gældende på Kvindeligaholdet. Helt praktisk betyder det, at jeg sørger for, at de får feedback på kampe og træninger, at de får ekstra træning og generelt bare har en mentor, der kan guide dem.

Kender rejsen fra ungdom til senior

Overgangen fra ungdom til senior kan være udfordrende, da spillerne pludselig konkurrerer mod ældre og mere erfarne spillere med væsentligt flere træningstimer bag sig. Emilie Henriksen vil bruge sin egen erfaring til at guide dem igennem de frustrationer og udfordringer, der kan opstå i denne overgangsperiode.

- Meget af det, transitionspillerne går igennem, har jeg selv prøvet, så forhåbentlig kan jeg guide dem igennem de frustrationer, som kommer med overgangen. De konkurrerer pludselig mod nogen, der er 5-10 år ældre og har væsentligt flere træningstimer bag sig, så det kan godt føles lidt som at løbe hovedet mod en mur, når man er vant til at spille alle U19-kampe.

Som en del af sin dobbeltrolle vil Emilie Henriksen fortsat være en vigtig del af holdet på banen. Trænerteamet har besluttet, at når hun træder ind på banen, er hun først og fremmest spiller.

- Vi har i trænerteamet besluttet, at når jeg er på banen, så er jeg spiller. Det er jo trods alt stadigvæk det, jeg selv synes er fedest, og jeg vil også helst kunne koncentrere mig 100 procent om det. Derudover er mit fokus kun på transitionspillerne, og da jeg allerede har været deres træner på U19, så ændrer det sig forhåbentlig ikke meget. Selvfølgelig udover at de ser lidt mere til mig.

Med denne udvidelse af Emilie Henriksens rolle fortsætter OB sin strategi om at styrke kvindefodbolden ved at satse på interne løsninger og udvikling af egne spillere – både på og uden for banen.

Hvis du vil læse mere om Emilies liv som fodboldspiller og juniorcontroller hos en ejendomsadministration, samtidig med at hun tog A-licensså kan du læse interviewet med hende fra december her.