Stribede scoringer og assists på landsholdene

24.03.2025 10:31

En række striber har i løbet af weekenden gjort sig bemærket på den internationale scene med anførerbind om armen, scoringer, assists og en Man of the Match-kåring.

Don Deedson blev Man of the Match for Haiti

Don Deedson var i startopstillingen og assisterede til to scoringer, da Haiti lørdag besejrede Aserbajdsjan med 3-0. Don Deedson er en populær spiller i landsholdstrøjen, og de to assists betød også, at han efterfølgende blev kåret som Man of the Match.

Nicholas Mickelson assisterede, da Thailand besejrede Afghanistan

Nicholas Mickelson var i startopstillingen, da Thailand fredag besejrede Afghanistan – i øvrigt sammen med Jonathan Khemdee, der fik sin fodbolduddannelse i Ådalen. Her bidrog Mickelson endnu en gang med sine offensive kvaliteter, da han lagde op til kampens sidste scoring, der bragte thaierne foran med 2-0.
Nicholas Mickelson og resten af landsholdet møder i morgen Sri Lanka i Asian Cup-kvalifikationen, inden han rejser tilbage til Odense, hvor AC Horsens venter på søndag.

Luca Kjerrumgaard scorede sit første mål på U21-landsholdet

Selvom Luca Kjerrumgaard blev efterudtaget til U21-landsholdet, der torsdag mødte Polen, var han alligevel i startopstillingen til opgøret. Her kvitterede han U21-landstræner Steffen Højer for tilliden, da han scorede danskernes andet mål i kampen og bragte Danmark på 2-2.
I aften venter endnu en kamp for Luca Kjerrumgaard og U21-landsholdet, hvor Italien er modstanderen.

Nikolaj Juul-Sandberg var med i to sejre på U19-landsholdet

Nikolaj Juul-Sandberg blev indskiftet med godt en halv time tilbage af kampen, da Danmarks U19-landshold onsdag besejrede Island med 2-0. Lørdag var Juul-Sandberg derimod i startopstillingen med de tidligere holdkammerater, Tobias Slotsager og Tobias Lund Jensen, hvor Nikolaj spillede hele kampen, da Ungarns U19-landshold blev besejret med 1-0.
Det danske U19-landshold ligger nu á point med Østrig på førstepladsen i Gruppe A i kvalifikationen til U19-EM, og de to hold tørner sammen i morgen kl. 15.00.

William Martin og Marcus Eskildsen i aktion for U18-landsholdet

William Martin var i startopstillingen og bar anførerbindet for det danske U18-landshold, der torsdag måtte se sig besejret af Holland med 0-1.
Tre dage efter tog U18-landsholdet revanche, da Wales blev besejret med 4-2, og her var det med den stribede keeper Marcus Eskildsen på kassen, mens William Martin blev indskiftet i anden halvleg.

Lucas Bryde repræsenterede OB på U17-landsholdet

Lucas Bryde spillede fuld tid, da Danmarks U17-landshold onsdag besejrede Grækenland med 3-1 i kvalifikationen til U17-EM.
Lucas Bryde var også den eneste stribe, der kom i kamp, da han blev indskiftet ved anden halvlegs start, da Danmarks U17-landshold lørdag måtte se sig besejret af Frankrig.
I morgen venter den sidste kvalifikationskamp, når Finland er modstanderen kl. 16.00.