Viljar Myhra misser lørdagens kamp

31.03.2025 14:17

Viljar Myhra er blevet diagnosticeret med en hjerterytmeforstyrrelse og vil derfor ikke deltage i lørdagens kamp mod FC Fredericia.

Vores anfører, Viljar Myhra, var ikke til stede under fejringen af gårsdagens sejr over AC Horsens, da han var ramt af sygdom. Han vil heller ikke deltage i den kommende kamp på lørdag mod FC Fredericia, da kardiologiske undersøgelser har vist en hjerterytmeforstyrrelse (hjertearytmi).  

– Viljar Myhra er blevet diagnosticeret med en hjerterytmeforstyrrelse, og han vil blive nøje overvåget af specialister. Hjerterytmeforstyrrelser er ikke ukendte for elitesportsfolk, men vi ønsker at give ham ro til at sunde sig. Derfor har vi besluttet, at han ikke skal spille i den kommende kamp, og han vil kun træne i det omfang, det er muligt for ham, siger Troels Bech, der er sportsdirektør i OB. 

De medicinske fagfolk, der har undersøgt Viljar, mener heldigvis ikke, at det er livstruende, men vi ønsker at give ham ro til yderligere undersøgelser og tid til at sunde sig. Derfor vil Viljar Myhra ikke deltage i interviews på nuværende tidspunkt.