
Carsten Lektonen er ny kommunikationschef i OB
06.11.2025 14:12
En stribe vender hjem til Ådalen, når Carsten Lektonen tiltræder som ny kommunikationschef i Odense Boldklub. Den 47-årige odenseaner trækker igen i striber, når han for første gang i sin nye stilling træder ind på stadion ved fredagens kamp mod Silkeborg IF.
Et langt indkast fra Ådalen voksede en ung Carsten Lektonen op. Allerede som 6-årig trak han første gang striberne over hovedet. Det udviklede sig fra børnefodbold til ungdomsholdene, før det i 1996 blev til en kontrakt og debut på Odense Boldklubs førstehold.
Nu trækker han igen i striberne, når han til fredagens kamp mod Silkeborg IF for første gang indtræder som klubbens nye kommunikationschef.
– OB har altid fyldt meget i mit liv. Jeg ser frem til at komme hjem og bidrage til fortællingen om fodboldklubben OB og alle de fantastiske mennesker og historier, der findes i og omkring klubben, siger Carsten Lektonen og fortsætter:
– Hele den kommercielle afdeling – både salg, marketing og kommunikation – har taget nogle store skridt de seneste år. Jeg glæder mig til at bidrage og samtidig gøre mit til, at endnu flere mærker, hvad OB betyder for dem og andre.
Tæt forbundet med klubben
Fodboldkarrieren blev indstillet i 2002, og siden har Carsten Lektonen uddannet sig til journalist og arbejdet ved både medier, PR-bureauer, i OB’s kommunikationsafdeling og senest som selvstændig i kommunikationsbureauet Mate PR.
– Jeg har været selvstændig i seks år og haft et fantastisk arbejdsliv gennem det. Jeg har hele tiden tænkt, at der kun var én ting, der kunne få mig væk fra det selvstændige liv – og det var OB, siger den nye kommunikationschef, inden han uddyber:
– Jeg er tæt forbundet til klubben, ligesom mange andre, og derfor ønsker jeg også, at klubbens fortællinger er nære og vedkommende.
Nu glæder han sig til igen at blive en del af det stribede fællesskab og hjælpe klubben og byen fremad.
– Sammenhængskraften har måske aldrig været stærkere, end den er nu. Derfor er det også så vigtigt, at vi bliver ved med at vise, at vi er meget mere end 16 kampe på en sæson. OB betyder rigtig meget for mange mennesker, og det skal vi være bevidste om, slutter Carsten Lektonen.
Carsten Lektonen har første arbejdsdag fredag den 7. november.
Pressehenvendelser skal for nu stadig sendes til Mikkel Greiner på [email protected].




