Ny duel mod FC Nordsjælland

07.11.2025 16:00

Efter et intenst pokalopgør mod FC Nordsjælland tidligere på ugen, hvor striberne viste stærke takter trods et 4-2 nederlag, står holdet nu klar til endnu en duel mod samme modstander i A-ligaen.

Der er lagt op til endnu et spændende opgør, når striberne lørdag den 8. november gæster Right to Dream Park til A-ligakamp mod FC Nordsjælland. Kampen kommer blot tre dage efter holdene stod over for hinanden i kvindepokalen. Et opgør, der endte 4-2 til FC Nordsjælland, men hvor der var masser af gode takter og muligheder fra vores side.

Et af højdepunkterne i pokalkampen var da Laura Pauli scorede sit første mål for sæsonen kort før pausen, og dermed bragte striberne på tavlen og foran.

– Det var mega fedt at score. Det er desværre ikke så tit det sker, så når det endelig gør, føles det ekstra godt. Og altid dejligt at hjælpe holdet på den måde, siger hun med et smil.

Selvtillid og fokus før lørdagens kamp

Nu venter en ny chance for at vise kvaliteten, og stemningen i truppen er positiv forud for kampen.

– Stemningen er god. Vi viste, at vi kan matche dem, og det giver selvtillid frem mod lørdag, fortæller vores midtbanespiller Laura Pauli, som ser frem til endnu et intenst møde.

Hun peger på, at nøglen til succes bliver at stå sammen som hold og turde spille sit eget spil.

– Vi skal være skarpe i omstillingerne og turde spille fremad, og holde i bolden, når mulighederne opstår. Det handler om kompakthed og kommunikation - alle skal arbejde hårdt for hinanden. FC Nordsjælland er gode til at spille hurtigt og i rum, så vi skal være gode til at lukke dem, forklarer hun.

Efter den tætte pokalkamp føler holdet sig godt forberedt og klar til at udnytte de erfaringer, der blev gjort tidligere på ugen.

– Vi kender deres styrker og ved, hvor vi kan ramme dem, så det handler om at udnytte det, siger Laura Pauli. 

Der er lagt op til en intens kamp på Right to Dream Park, hvor striberne jagter revanche og tre point mod et stærkt Nordsjælland-hold.

Kampen kan ses på TV2 Play kl. 17.00.

Køb billetten til vores sidste hjemmebanekamp, hvor vi tager mod Fortuna Hjørring den 15. November kl. 14.00 HER

‎ ‎