- Vi skal give dem modstand og skabe kaos

01.11.2025 11:08

Søndag går turen til kunstgræsset i Farum, når vi skal over Storebælt for at møde FC Nordsjælland i 3F Superliga. Striberne har et regnskab der skal gøres op med de røde nordsjællændere, og den mission starter i weekenden.

3F Superliga er mere end halvvejs i grundspillet, og derfor er vi i gang med returopgørene mod de øvrige hold. Søndag gælder det FC Nordsjælland der slap afsted fra Odense med tre point, sidst i august.

Det skal revancheres i kampen fastslår Max Ejdum.

- Jeg synes, at vores sidste kamp mod FC Nordsjælland ender ærgerligt. Vi lukkede dem fuldstændig ned i første halvleg, og de havde ikke rigtig noget. Nu er det opgaven at gøre det samme over 90 minutter og være forberedt nok, så vi er klar til opgaven. Vi skal have revanche, og det vil være fedt at få det i morgen på deres hjemmebane.

Ugen er blevet brugt på analyse og træning, så alle justeringer implementeres bedst muligt.

Men vigtigst af alt er at holdet bringer en masse power.

- Det er altafgørende, at vi får bragt power ind i det med den måde, vi spiller på, hvor der er høje bolderobringer og et hurtigt spil, og det er det der afgør om kampen bliver på vores eller deres præmisser. Vi skal give dem modstand og skabe kaos i deres strukturerede spil, fortæller Max.

Endnu skarpere end før

Max Ejdum vendte for 14 dage siden tilbage efter en længere skadespause. Siden har han gjort indhop mod både Viborg og Brøndby, samt i pokalkampen mod Brønshøj hvor han lukkede og slukkede opgøret med sin scoring til 3-0.

Personligt føler den unge midtbanespiller sig også et godt sted – måske sit bedste nogensinde.

- Det er vildt lækkert at være tilbage efter fire uger.  Det er jo sjovt, at man nogle gange kan have den følelse af at være endnu skarpere efter noget tid væk. Lige nu er det sådan jeg føler, og jeg er på et af de højeste niveauer, jeg nogensinde har været på. Det håber jeg, at jeg kan vise i mine præstationer

Kampen spilles på Right To Dream Park søndag kl. 18.00. Du kan købe billet til kamp og bustur hos De Stribede her.