
Er du vores kommende kommunikationspraktikant?
25.09.2025 10:05
I OB dyrker vi talentarbejdet. Det gælder ikke kun indenfor kridtstregerne, men også på sidelinjen. Derfor søger vi nu praktikanter i kommunikationsafdelingen til det kommende forårssemester, hvor du får mulighed for at komme helt tæt på en superligaklub, mens du får lov at skabe kommunikation og content til en af Fyns største brands.
I Odense Boldklub oplever vi uge efter uge flere tusinde dybt passionerede fans og tilskuere, der brænder for vores kampe og arrangementer, men vi stræber altid efter at forbedre os, og det er her, du kommer ind i billedet!
Vi er på jagt efter en praktikant, der kan være med til at skabe kommunikation og content til vores mange følgere på forskellige platforme, så vi i fællesskab kan sprede budskabet om vores kampe og events. Du bliver en del af et team på fire passionerede personer, men der er mange flere kollegaer på kontoret, der også står klar til at sparre med dig i løbet af din praktikperiode.
Kunne et praktikophold i OB være noget for dig? Så kan du læse hele praktikopslaget og søge stillingen nedenfor.
