
MASH Odense overtager køkkenet i By’Brønnum Lounge
09.09.2025 11:54
By’Brønnum – en af vores to nye lounges – har et helt unikt koncept. Byens gastronomiske scene og stadionoplevelsen smelter sammen, når nogle af byens bedste restauranter overtager køkkenet på kampdage. Fra næste hjemmekamp gælder det MASH Odense.
By’Brønnum er navnet på vores nye lounge, som kan rumme 64 gæster og har udgang direkte til Albani-tribunens bedste siddepladser.
Men udover eksklusive pladser og en stilfuld indretning i By’Brønnum Lounge, kan man også se frem til gastronomiske oplevelser. Gennem sæsonen vil forskellige restauranter overtage køkkenet og servere mad fra øverste hylde.
Nu er turen kommet til MASH Odense. De overtager køkkenet fra ARO, som har stået for udsøgt mad i loungen ved de seneste tre hjemmekampe.
MASH Odense har siden 2016 været placeret centralt i Odense med udsigt over Flakhaven. Herfra har de præsenteret odenseanerne for kvalitetskød fra hele verden og fantastiske udskæringer.

Den oplevelse bringer de nu til Nature Energy Park ved de næste tre hjemmekampe.
– Vi fortsætter vores samarbejde mellem byen og hospitality-oplevelsen på Nature Energy Park, når striberne spiller hjemme. Vi glæder os til, at MASH Odense kommer og kræser om vores gæster i By’Brønnum med deres private dining- og MASH Experience-koncept, siger salgschef i OB, Claus Madsen, og fortsætter:
– De tager den ekstraordinære oplevelse, som ARO var med til at starte ved de første kampe, videre. Det er noget helt andet, men samtidig ser vi det som en styrke for vores produkt, at vi her kommer med et andet koncept – men stadig på samme høje niveau.
Restaurantchef hos MASH Odense, Rasmus Poulsen ser også frem til at blive en del af det OB-familien.
- Vi ser det som en chance for at bringe MASH ind i hjertet af det stribede fællesskab – hvor vi kan dele vores værtskab, vores bøffer og møde nye gæster. Vi vil gerne være med dér, hvor fællesskabet er vigtigt – og for os er Nature Energy Park det oplagte sted.
MASH Odense vil stå for maden i By’Brønnum, når striberne møder FC Fredericia den 19/9, Sønderjyske den 3/10 og Brøndby IF den 27/10.

By’Brønnum er målrettet de sponsorer, der ønsker at bruge vores hjemmekampe til at facilitere deres egne stærke relationer i nye og stilfulde rammer.
Hør mere om vores nye sponsorkoncept eller mulighederne for booking af de nye lounges til mødeaktiviteter ved at kontakte os på [email protected].
Du kan også kontakte vores sponsorteam her.