Ny tredjetrøje bringer historien ind i nutiden

24.09.2025 09:00

Når vi i morgen lancerer klubbens nye tredjetrøje, pryder klubbens første fodboldklub-logo den moderne trøje med varme farver. Dermed bringer den nye trøje klubben ind i en ny æra - uden at glemme, hvor vi kommer fra, så vi forbinder fortid til nutid.

Mere end 138 års historie gemmer sig bag logoet på brystet af de fremadstormende fynske drenge, piger, mænd og kvinder, der hver dag trækker i trøjen for klubben. OB er noget, vi er stolte af, og det der ligger bag os, skal vi huske. Men vi skal også se fremad mod nye mål. Med håb, power og passion. Og med kærlighed til fællesskabet.

Da klubben i 1889 skiftede navn fra Odense Kricketklub til Odense Boldklub, opstod det allerførste OB-logo. Og for at mindes hvad vi kommer fra og bygger videre på, lancerer vi nu en ny tredjetrøje, hvor logoet pryder forsiden af en stilet og moderne fodboldtrøje, der med sin retro designstil kombineret med de lyserøde tone-i- tone-tern, peger os fremad og minder os om kærligheden til det fællesskab, der i dag udgør Odense Boldklub.

Stolte traditioner i 138 år

Fodbold har ikke altid været klubbens primære sportsgren. Da klubben den 12. juli 1887 blev stiftet, var det primært som kricket- og tennisklub. Det var først i 1893, at klubbens første fodboldafdeling blev til og med tiden blev den sportsgren, hvor klubben lagde sit fokus.

I 1889 skiftede klubben navn til Odense Boldklub, og her fik vi også et nyt logo, som i klubbens første år samlede os om sporten. I Ådalen hænger i dag en flot billederamme med logoet skåret i træ omgivet af portrætter af vores stiftende medlemmer.

I de seneste år har vi gjort brug af logoet i særlige kollektioner for at bringe traditionerne tæt på, men det er første gang, at logoet pryder en kamptrøje. 

Et moderne udtryk, der skiller sig ud

Mens logoet på brystet minder os om en stolt fortid, tør trøjens design at udfordre ved at være noget helt nyt. De lyserøde tern i to nuancer bryder markant med de klassiske blå og hvide striber – og det er lige præcis det, en tredjetrøje skal. Den skal være anderledes. Den skal skille sig ud. Fodbold er blevet fashion, og når vi lancerer fodboldtrøjer i Odense, skal det ikke gå ubemærket hen. 

De varme farver og det stilrene udtryk trækker tråde til modebyer sydpå, fordi OB er en klub, der i de seneste år har gjort sig særlig bemærket, ikke kun i Danmark, men også i udlandet for vores unikke, stilfulde, men også modige trøjedesigns. Med den nye tredjetrøje håber vi på, at vi igen kan sende en international appel ud fra Odense og vise, at vi er med i toppen, når det gælder fodboldmode. 

Trøjen ser fremad, og den er skabt til at overraske og skille sig ud. Men også at vise, at vi i OB tør at gå egne veje i en moderne verden. Det er et eventyr i sig selv, skrevet i Odenses ånd og det sammenhold og den kærlighed, vi har til hinanden i fællesskabet omkring klubben og byen, hvor stolt historie og fornyelse altid går hånd i hånd. 

Få fingrene i den nye trøje

Fra i morgen kl. 11.00 kan du pryde dig med den nye trøje, da det er herfra, at du kan købe den i OB Fanshoppen i Kongensgade 39. Det er selvfølgelig også der, at den er tilgængelig online hos Unisport, hummel og i Intersports fynske butikker (dog ikke i Vestergade).