AL SYDBANK: - OB ER HELE FYNS FODBOLDKLUB

11.09.2026 11:15

Forretning, relationer og lokal stolthed fik tidligere på sommeren AL Sydbank til ikke bare at forlænge, men også udvide sit partnerskab med OB. For den nye bank handler samarbejdet om meget mere end synlighed. Det handler om nærhed, fællesskab og om at være til stede dér, hvor fynboerne mødes.

Tre banker med hver sin styrke er blevet til én. Sydbank har gennem mange år været kendt som en stærk erhvervsbank, mens Arbejdernes Landsbank har været danskernes foretrukne bank til privatkunder. Sammen med Vestjysk Bank udgør de nu AL Sydbank, og på Fyn har banken markeret fusionen ved at udvide sit partnerskab med OB og træde ind blandt klubbens største partnere. 

For Claus Braad Hansen, områdedirektør for AL Sydbank på Fyn, giver partnerskabet endnu mere mening efter fusionen:

- Sydbank har været en tung erhvervsbank, mens Arbejdernes Landsbank har været danskernes foretrukne pengeinstitut for privatkunder gennem 17 år. Det har været et godt match, hvor privat og erhverv kommer i samme båd. Det gør også vores partnerskab med OB endnu mere oplagt, fordi vi også her både er i kontakt med det fynske erhvervsliv og de tusindvis af fynboer på tribunerne.

Samtidig har banken et nyt navn, som stadig er ved at finde sin plads hos kunderne.

- Der er stadig nogen, der siger: AL Sydbank, hvad er det for en størrelse? Det kan vi blandt andet gøre noget ved gennem vores øgede engagement i OB. Vi skal have vores nye navn indprentet på både privatkunde- og erhvervsmarkedet, siger Claus Braad Hansen.

Relationer skaber forretning

For Jacob Monin Rasmussen, privatdirektør i Odense, handler partnerskabet også om meget mere end markedsføring.

AL Sydbank beskæftiger mere end 200 medarbejdere på Fyn, og banken arbejder målrettet på at være synlig og engageret i lokalsamfundet. Det gælder både i mødet med erhvervslivet, privatkunderne og de mange mennesker, der samles omkring OB.

- Vi tror ikke på, at vi får nye kunder, hvis ikke vi er ude og røre ved mennesker. Der er så tæt konkurrence mellem bankerne, at det er relationerne, der skaber nye kunder, siger Jacob Monin Rasmussen

Netop derfor passer samarbejdet med OB godt til bankens måde at arbejde på.

- For mig betyder det alt i forhold til arbejdsglæde, at vi ikke bare sidder bag nogle mure, men er ude og møde mennesker på alle niveauer. Om det er den store erhvervskunde eller den lille privatkunde. Det, at vi favner hele familien Danmark på den gode måde, synes jeg er er den rigtige vej for os.

Hele Fyn samlet ét sted

For AL Sydbank er OB mere end en fodboldklub. Klubben er et samlingspunkt for hele øen.

- OB er hele Fyns fodboldklub. Uanset hvor du er fra. Det er ikke kun Odense, det er også Svendborg, Nyborg, Faaborg og alle mulige andre steder på øen. Derfor er der en stolthed i, at vi bidrager til noget større, siger Claus Braad Hansen.

Den lokale forankring er vigtig for banken, som selv ser sig som en aktiv medspiller i udviklingen af Fyn.

- Der er en vis stolthed i at være Fynbo, når det går godt for OB. Mange mennesker identificerer sig med det lokale fodboldhold, og derfor vil vi også gerne bidrage til, at klubben bliver en succes, fortæller Jacob Monin Rasmussen. 

Med hele vejen på OB Q's rejse

En central del af den udvidede aftale er rollen som Jersey Partner på OB Q's hjemmebanetrøje. Men engagementet er ikke nyt og AL Sydbank har støttet op om kvindesatsningen gennem flere år:

- Kvindefodbold er på vej frem, og vi er også en bank, der er på vej frem. Der er noget i det med at være med på en rejse, hvor der kommer fokus, udvikling og vækst, som er virkelig spændende. Vi ser udviklingen gå i den retning ude i Europa også, både på tilskuerpladserne og i niveauet på banen, så det er vi glade for at kunne bidrage til, siger Claus Braad Hansen.

For banken handler det også om at støtte bredt.

- Vi ønsker at favne bredest muligt og vi vil gerne være mest muligt til stede. Hvor der er brug for hjælp, vil vi også gerne være med, supplerer Jacob Monin Rasmussen.

Mere end fodbold

Partnerskabet bruges langt ud over kampdage.

Banken har egen skybox til hjemmekampe. De tager kunder med til hjemmekampe i skybox, på lægterne og i loungen, samt benytter både Live Culture, golfaktiviteter og andre dele af Odense Sport & Event til kundeaktiviteter, arrangementer og netværk. 

- Det er jo ikke kun fodbold. Det er også konferencer og kundearrangementer. Vi har stor respekt for, at Odense Sport & Event har opbygget så stærk en koncern med så mange initiativer, der er med til at løfte Fyn. Det er vi glade for at være en del af, siger Claus Braad Hansen.

Stolthed på lægterne

For Jacob Monin Rasmussen handler partnerskabet i sidste ende også om noget mere personligt.

Han har selv haft sin gang i OB som ung, og følelsen er den samme, når han står på stadion i dag.

- Det giver da en vis stolthed, når jeg står derude og kan sige: Det er min bank, der står på banderne derovre. Og når jeg ser, at rigtigt mange af vores medarbejdere fylder pladserne ud på stadion og deltager i netværket, så giver det stolthed. Ikke kun til mig, men til alle vores medarbejdere på Fyn.

Og måske er det i virkeligheden den følelse, der bedst forklarer, hvorfor AL Sydbank har valgt at investere endnu mere i partnerskabet.

Fordi OB samler mennesker, virksomheder og fællesskaber på tværs af hele øen.

Som Jacob Monin Rasmussen formulerer det:

- OB er hele Fyns fodboldklub.