
Vi afholder børnefanmarch inden kampen mod Randers FC
16.04.2026 12:50
Søndag den 19. april er der lagt op til en helt særlig kampdag for de yngste striber, når vi inviterer til børnefanmarch inden opgøret mod Randers FC på Nature Energy Park.
Vi sætter ekstra fokus på det unge OB-fællesskab og giver dem deres helt eget arrangement, hvor de yngste fans kan få lov at være en aktiv del af det stribede OB-fællesskab. Fordi OB er noget, vi dyrker sammen.
Fanmarch fra Albani Torv
Vi mødes klokken 11.00 på Albani Torv, hvor Victor venter spændt på at mødes med alle de unge OB-fans. Derfra vil der være aktiviteter og masser af god stribet stemning. Klokken 12.00 følger vi samlet efter Victor mod stadion med Letbanen, hvor vi – helt ekstraordinært – får stillet vores eget letbanetog til rådighed.
Letbanen tager vi direkte fra Albani Torv til Bolbro, hvor vi sammen marcherer ind på stadion med Victor i spidsen.
Alle under 14 år kommer gratis med letbanen, og alle medlemmer af juniorfankluben, De Unge Striber, får et gratis flag, når de møder op på Albani Torv.
Flag, workshops og Faxe Kondi
Alle, som er med i De Unge Striber, vil få et stort OB-flag, helt gratis, som de kan flage med i marchen og til kampen. Til de 35 første deltagere vil der være mulighed for at designe og male sit helt eget OB-flag. Vi sørger for materialer, så I skal bare sørge for FRA at være klar klokken 11.00.
Derudover er der Faxe Kondi til alle børn, så længe lager haves, så vi sikrer, at alle får smurt stemmebåndet, til når vi skal heppe på OB.
Stemningsgaranti med DS Evolution
De gode drenge fra DS Evolution, som er en officiel fangruppering for børn, sørger for at der er trommer, sang og stemning, så vi sammen kan lave en ægte tribunestemning allerede fra start.
DS Evolution er en ungdomsgren af OB’s officielle fanklub, De Stribede, der finansierer og skaber rammerne for ungdomsfanklubben.
Kom med vennerne eller familien
Mor og far eller anden familie er også meget velkomne til at tage med, men de skal selv sørge for billet til letbanen, f.eks. via Rejsekort- eller Rejsebillet-appen.
Så tag din ven, tante, far eller noget tredje i hånden, og kom og vær en del af et unikt arrangement og skab stribede minder for livet.
Er du ikke medlem af De Unge Striber? Så meld dig ind her.




