
STARTBLOKKEN SKABER NYE VEJE FOR UNGE I ODENSE
07.09.2026 13:00
Siden oktober sidste år har Startblokken været en del af OB’s sociale indsats. Initiativet har allerede hjulpet en række unge videre mod uddannelse, job og nye fællesskaber. Samtidig har indsatsen sat et tydeligt aftryk både i klubben og i lokalsamfundet.
Nu er der gået næsten et år, og indsatsen begynder for alvor at kunne mærkes. 32 unge har nu været igennem Startblokken. Ti unge har afsluttet deres forløb, hvoraf fem allerede er kommet videre ud i job eller uddannelse, mens fem er sendt videre til andre tilbud i Odense Kommune, hvor de kan fortsætte deres udvikling.
Fra Startblokken til Meneta Holding ApS
En af de nyeste succeshistorier er blevet skabt i samarbejde med OB-partneren Meneta Holding ApS
Meneta Holding ApS har indgået et samarbejde med Startblokken og har fået en praktikant ind gennem forløbet. Fra januar skal han læse til Automattekniker på SDE, hvor han lærer om det arbejde, han efterfølgende skal varetage hos Meneta Holding ApS. Samarbejdet er et konkret eksempel på, hvordan Startblokken kan bygge bro mellem de unge og erhvervslivet og skabe muligheder for at komme videre.
For Meneta Holding ApS er det samtidig en mulighed for at være med til at skabe en vej videre for en ung, der nu får mulighed for at kombinere uddannelse med praktisk erfaring.
- Gennem mit erhvervsnetværk i OB, NETOB, blev jeg gjort opmærksom på Startblokken og det arbejde, de gør for at hjælpe unge tættere på arbejdsmarkedet. Jeg synes hurtigt, at projektet lød både spændende og meningsfuldt, og derfor tog jeg idéen med tilbage til Meneta for at se, om vi kunne tilbyde en praktikplads. Det kunne vi heldigvis i vores vedligeholdelsesafdeling, lyder det fra Menetas purchasing director, Michael Damgaard, der fortsætter:
- For os handler det om at åbne døren og give et ungt menneske mulighed for at få konkret erhvervserfaring, udvikle sine kompetencer og blive klogere på sine muligheder på arbejdsmarkedet. Samtidig tror vi på, at vi som virksomhed også kan få nye perspektiver og udvikle os som arbejdsplads.
Men selvom vejen mod job eller uddannelse er et vigtigt mål, handler Startblokken også om de skridt, der kommer før. For vores to brobyggere Mathias Thinnesen og Stine Ranck kan udvikling nemlig se meget forskellig ud fra ung til ung.
- Det er vidt forskelligt, om man måler på, hvor mange vi har sendt videre, eller hvor mange af de unge der har fået det bedre. Der er mange, der har rykket sig vanvittigt meget, når det kommer til deres trivsel, men som stadigvæk er et stykke fra arbejdsmarkedet eller uddannelse, siger Stine inden hendes kollega Mathias fortsætter:
- Det er en udvikling, der kræver tid. De unge, der kommer i Startblokken, står forskellige steder i livet og har forskellige udfordringer med sig. Nogle kæmper med diagnoser, andre med en svær opvækst eller andre svære oplevelser, de har med sig i rygsækken. Det er ikke noget, man bare lige kan fikse hurtigt. Det er unge mennesker, der har det svært og har brug for tid, støtte og den rette hjælp, og det er netop derfor, de er her hos os.
En del af fællesskabet
Derfor handler Startblokken også om at skabe en hverdag, hvor de unge oplever, at de bidrager til noget større end dem selv. Her spiller OB’s fællesskab en central rolle, og det er ifølge brobyggerne noget, som de unge selv lægger mærke til.
- Startblokken er skruet anderledes sammen end andre kommunale tilbud. Vi er en del af OB, hvor der naturligt er en masse muligheder for fællesskab, som ikke er gældende andre steder. Derfor kan vi få de unge sat i spil med ansvar for eget liv og en plads i fællesskabet her i OB, lyder det.
Det er også i klubbens hverdag, at flere af de unge har fået mulighed for at prøve kræfter med forskellige arbejdsopgaver og opleve, at deres bidrag gør en forskel.
For OB handler Startblokken derfor om mere end at hjælpe den enkelte unge videre. Det handler også om den rolle, klubben kan spille i Odense.
- Det er selvfølgelig dejligt at se, at tallene er positive, men det vigtigste er de mennesker, der gemmer sig bag dem. Når unge mennesker finder vej til job, en uddannelse eller oplever større trivsel i hverdagen, så er det et tegn på, at vi er lykkedes med noget vigtigt. Det er vi både glade for og stolte af i OB, siger kommercieldirektør i OB, Jack Jørgensen.
Et internationalt skulderklap
I juni blev arbejdet i Startblokken også anerkendt internationalt, da initiativet vandt en pris i kategorien Sustainability- og Community ved Stadium Business Awards 2026 i Manchester. For Mathias og Stine er prisen først og fremmest et skulderklap til den indsats, der hver uge bliver lagt i at hjælpe de unge videre.
- Vi ser prisen som en blåstempling af, at Startblokken virker. Det er en anerkendelse af hele indsatsen og et signal om, at projektet er værd at videreudvikle, siger brobyggerne.
Prisen har samtidig været med til at skabe opmærksomhed omkring Startblokken, både i OB, men også blandt andre klubber i landet med Startblokken integreret, som arbejder med unge og fællesskaber.
Ambitionen er at bygge videre
De første ti måneder har givet erfaringer og vist, hvad der kan lade sig gøre, når klubbens fællesskab og netværk bliver sat i spil. Men ambitionerne stopper ikke her.
For Mathias og Stine er målet ikke kun at hjælpe endnu flere unge videre. Ambitionen er også, at Startblokken på sigt bliver en fast og forankret del af OB.
- Hvis vi skal være ambitiøse, så er det jo, at det her projekt bliver forankret og bliver en fast del af OB. Når de her EU-midler ikke er til stede mere, at man kan finde en eller anden model. Det vil være et absolut ønskescenarie, siger Mathias.
Samtidig håber brobyggerne, at erfaringerne fra Startblokken kan være med til at inspirere til nye måder at arbejde med unge på.
- Den helt store drøm er, at man som samfund får øjnene op for, hvad det her kan. Jeg tror virkelig, at det her kan være et flagskib i forhold til at tænke ud af boksen, når det handler om at hjælpe en målgruppe, der har det svært, fortæller Stine.
For selvom de første ti måneder har vist, at fællesskab, ansvar og nye relationer kan være med til at skabe udvikling, er arbejdet langt fra færdigt. Startblokken fortsætter med at bygge broer mellem de unge, OB og de muligheder, der findes uden for klubben.
Er du nysgerrig på arbejdet i Startblokken og skulle du have lyst til at bidrage eller være med til at skabe nye muligheder for unge i Odense, kan du kontakte Stine Ranck på [email protected] for at høre mere om samarbejdet med Startblokken.
Startblokken er støttet af Grundfos Fonden | PDJF, Nordjyllandsfonden, Det Obelske Familiefond, Bikubenfonden og af midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse – herunder EU-midler.




