
To mål af Frøya Stubgaard sikrede sejr i sæsonens første hjemmekamp
01.08.2026 11:38
Frøya Stubgaard blev matchvinder med to mål mod løvinderne fra F.C. København, som ikke fik nettede mere end en enkelt gang mod en solid OB-defensiv.
A-liga, 2. runde
Lørdag den 1. august kl. 13.00 på Nature Energy Park.
OB Q – F.C. København 2-1 (1-0)
1-0: Frøya Stubgaard (9.)
1-1: Maria Hovmark (47.)
2-1: Frøya Stubgaard (57.)
Advarsler:
FCK: Viktoria Wik (31.)
Dagens dommer: Nanna Lindby
Tilskuertal: 303
Kampens forløb: Sæsonens første hjemmekamp blev fløjtet i gang på et solrigt Nature Energy Park. I kampens indledning var det vores egne fejl, der gjorde, at gæsterne fra København kunne komme til spil omkring vores felt, men der gik ikke længe, før vi fik mere kontrol over spillet.
Ni minutter skulle der gå, før Frøya Stubgaard opsnappede en FCK-bold og kunne løbe i dybden mod modstanderens mål, hvor hun stensikkert kunne lægge bolden i nettet. I 18. minut så det kortvarigt ud til, at Liv Rasmussen havde udbygget vores føring, men en offside betød, at målet ikke fik lov at stå.
Første halvleg sluttede med, at gæsterne fra København fik lov at have bolden i størstedelen af tiden. Men vi holdt nullet til pausen og kunne således gå ud til anden halvleg med en etmålsføring.
I pausen foretog begge hold udskiftninger. For os var det den rutinerede Emilie Henriksen, der kom på banen i stedet for unge Ester Dahlmann. Desværre gik der ikke længe, før gæsterne havde bragt balance i regnskabet. I 47. minut udlignede F.C. København til 1-1.
Det hurtige mål af gæsterne fra København blev fulgt op af et højere OB-pres, og blot ti minutter efter gæsternes scoring havde Frøya Stubgaard bragt os foran igen. Et langskud fra kanten af feltet fangede den københavnske keeper på mellemhånd, og bolden gik således lige hen over keeperen og ind i netmaskerne.
En dobbeltudskiftning blev foretaget med 25 minutter igen. Ind kom Laura Pauli og Camille Rexbye, som med friske kræfter skulle være med til at kæmpe sejren hjem. I kampens slutfase blev Louise Wadstrøm og Emilie Lajmiri skiftet ind for anden kamp i streg, og sammen med de resterende striber var de med til at sikre tre yderligere point.
Vi starter således sæsonen med at gøre rent bord med 6 point i to kampe. Med en sejr på udebane og en sejr på hjemmebane kunne vi ikke være kommet bedre fra start i A-liga-sæsonen 26/27.
OB’s startopstilling:
Laura Worsøe – Laura Holt, Sofie Thrige, Ida Olsen – Ester Dahlmann (Emilie Henriksen, 45.), Mille Bech (Laura Pauli, 65.), Lærke Friis (Emilie Lajmiri, 85.), Marie Holmgaard – Liv Rasmussen, Frøya Stubgaard (Lousie Wadstrøm, 82.), Anna Brændstrup (Camille Rexbye, 65.).
Gamechangere:
Celine Toft, Laura Sehested, Emilie Henriksen, Emilie Lajmiri, Louise Wadstrøm, Laura Pauli, Camille Rexbye.
Næste kamp i A-ligaen:
Lørdag den 15. august kl. 13.00 møder vi de forsvarende mestre HB Køge, på udebane.




