VI SKRIVER AKADEMIKONTRAKT MED VICTOR HVID

25.08.2026 08:15

Den 15-årige forsvarsspiller kan i dag fejre sin fødselsdag med en akademikontrakt i OB, der løber frem til sommeren 2029.

Victor Smedegaard Hvid kom til OB fra Sanderum Boldklub i maj 2020 som U9-spiller og har siden været en del af klubbens talentudvikling.

Nu fortsætter udviklingen i OB med en treårig akademikontrakt.

- Det er selvfølgelig noget, jeg er meget stolt af. Jeg har arbejdet målrettet med min fodbold i mange år, så det betyder meget at få anerkendelsen og tilliden fra OB. Samtidig ser jeg kontrakten som begyndelsen på et nyt kapitel, hvor der stilles endnu større krav til mig både på og uden for banen, siger Victor Hvid.

For Victor handler kontrakten først og fremmest om at fortsætte den udvikling, der allerede er i gang.

- Jeg ved godt, at der stadig er rigtig meget, jeg skal lære og forbedre. Derfor ser jeg de kommende år som en mulighed for at udvikle mig både som fodboldspiller og som menneske gennem træning, kampe og de udfordringer, der følger med.

Og selvom den unge forsvarsspiller har store ambitioner for fremtiden, er fokus på den nære udvikling.

- Mit fokus er ikke at kigge for langt frem. Lige nu handler det om at udvikle mig så meget som muligt, lære nyt hver dag og blive en bedre spiller. Det naturlige mål på den korte bane er at arbejde mig tættere på førsteholdet og forhåbentlig en dag få debut på Stadion.

En stærk forsvarsspiller

Akademichef Tonny Hermansen glæder sig over, at endnu et af klubbens egne talenter fortsætter sin udvikling i OB.

- Victor har været her siden U9, så han er et godt eksempel på en spiller, der er kommet tidligt ind i OB og har været hele vejen gennem vores system. Han har udviklet sig rigtig fint og er blevet en stærk forsvarsspiller med god fodboldteknik, siger Tonny Hermansen.

Samtidig har Victor taget nye skridt i sin udvikling på banen, hvor han blandt andet er begyndt at tage større ansvar i kommunikationen med sine holdkammerater.

- Han har altid været en stor og stærk dreng, og nu begynder han også at tage mere ansvar og udvikle sig verbalt. Det er en vigtig del af hans udvikling, og vi ser en spiller, der fortsat tager rigtig fine skridt.

For akademichefen er Victors kontrakt samtidig et billede på noget af det, OB ønsker at skabe i talentudviklingen.

Det betyder meget for os, at vi har spillere, som kommer fra børnefodbolden og kan gå hele vejen gennem systemet. Det er Victor et rigtig godt eksempel på, og derfor er vi også rigtig glade for, at vi er blevet enige om en kontrakt, siger Tonny Hermansen.

Aftalen med Victor Hvid løber frem til sommeren 2029.