VI SKRIVER KONTRAKT MED EMIL LUND

27.08.2026 12:15

Den 15-årige midtbanespiller Emil Lund har skrevet sin første akademikontrakt med OB. Emil Lund har været en del af klubben siden U13 og har nu sat sin underskrift på en treårig aftale.

Emil Lund kom til OB fra vores samarbejdsklub SfB i overgangen til U13, og siden har han været en del af klubbens talentudvikling. Nu tager den unge midtbanespiller endnu et skridt i sin udvikling med sin første akademikontrakt.

For Emil er kontrakten noget, han har set frem til gennem længere tid, og han glæder sig over nu at have sat sin underskrift på aftalen.

- Det er noget, jeg har set frem til i meget lang tid. Det er jo noget, man hører om og glæder sig til, hvis det en dag bliver en selv. Så det er meget stort for mig, siger Emil Lund.

Med kontrakten får Emil muligheden for at fortsætte sin udvikling i OB, hvor fokus nu er på at blive dygtigere og tage næste skridt som fodboldspiller.

- Lige nu er mit fokus at udvikle mig bedst muligt her i klubben. Jeg har selvfølgelig også drømme om en dag at spille for en af de helt store klubber, men det vigtigste for mig lige nu er at blive så dygtig som muligt her i OB, siger den 15-årige midtbanespiller.

En vigtig midtbanespiller med mange kvaliteter

Tonny Hermansen glæder sig over, at Emil Lund fortsætter sin udvikling i OB, og han ser en ung spiller, der har taget store skridt det seneste år.

- Vi er rigtig glade for, at vi har lavet en aftale med Emil. Han er en dygtig spiller, som har udviklet sig rigtig meget det seneste års tid. Han er også med på Future-landsholdet, hvilket fortæller, at han er en spiller, der er ved at vokse, siger Tonny Hermansen.

Akademichefen fremhæver samtidig Emils alsidighed og de kvaliteter, han allerede viser på banen.

- Han kan både spille kant og 8’er, han er en dygtig dribler, har en god spilforståelse og et godt spark. Personligt har han også åbnet meget mere op i sin kommunikation, og det har gjort ham endnu bedre i relationerne på banen. Han er god til at sætte både sig selv og holdet i scene, lyder det fra Tonny Hermansen.

Og ifølge Tonny Hermansen er hans udvikling tydelig:

- Han har startet en kurve, der går den rigtige vej, og derfor glæder vi os meget til at se, hvordan han udvikler sig her hos os de næste tre år.

 

Aftalen med Emil Lund løber frem til sommeren 2029.