
Rebeka Winther forlænger lejeaftale frem til sommer
09.01.2026 11:00
Rebeka Winther bliver i striberne. Den unge offensivspiller har forlænget sin lejeaftale, så den nu løber frem til sommer, og dermed fortsætter hun i OB i det kommende halve år.
Rebeka fik en drømmestart i OB-trøjen, da hun scorede i sin debut i pokalkampen på udebane mod Næstved HG. Siden da er det blevet til i alt 13 kampe for striberne, og nu er der udsigt til endnu flere optrædener i den blå-hvide trøje.
Udover sine præstationer på klubniveau har Rebeka også markeret sig på diverse landshold. Hun har tre kampe for U16-landsholdet og to optrædener for U23-landsholdet på CV’et.
Den daglige sportslige leder, Mikkel Bo Mikkelsen, glæder sig over forlængelsen af lejeaftalen:
– Rebeka Winther er en rigtig boksangriber, som er duelstærk, og som vi også kan bruge som opbygningsstation. Hun er stærk i sit rygvendte spil, god til at fastholde bolden og skabe tid og rum for sine medspillere, udtaler Mikkel Bo, og fortsætter:
– Derudover er hun skarp i feltet, har en naturlig fornemmelse for positionering og afslutter med stor beslutsomhed. Med sin fysik, arbejdsradius og målnæse er hun konstant en trussel for modstandernes forsvar og en spiller, der giver os flere strenge at spille på i det offensive spil, siger den daglige sportslige leder, Mikkel Bo Mikkelsen.

En tro på projektet
Rebeka Winther ser selv positivt tilbage på sit første halve år i OB og ser med stor optimisme frem mod foråret:
– Det har været godt at være en del af OB det sidste halve år. Det er klart, at der har været udfordringer resultatmæssigt, men vi er stadig et nyt og ungt hold, så jeg tror på projektet. Og jeg tror på, at vi kan få flere point på kontoen, når kvalifikationsligaen starter, siger Rebeka Winther.
Hun fremhæver samtidig vigtigheden af den kommende pre-season og de interne relationer i truppen:
– Det kommende halve år bliver spændende. Kvalkampene har altid deres eget liv, og man er nødt til at gå ind til hver kamp med målet om tre point. Nu har vi en lang pre-season, hvor vi kan blive spillet endnu bedre sammen og få bedre styr på relationerne. Og med den nye stab er jeg sikker på, at vi som hold kommer til at præstere godt i det kommende halve år.
Med forlængelsen af lejeaftalen ser OB frem til mange gode øjeblikke med Rebeka Winther i den blå-hvide trøje.





