
Sofie Thrige forlænger sin kontrakt med et år
28.01.2026 12:54
Vi har forlænget med Sofie Thrige, som skriver under på et år mere i klubben og fortsætter som en central spiller i OB, hvor hun vil bidrage frem mod kvalifikationsspillet.
Den 29-årige forsvarsspiller kom til i sommers fra B93 og har siden markeret sig som en fast del af holdet. I sit første halvår i klubben har Sofie Thrige startet samtlige 14 kampe i A-Ligaen samt begge opgør i Kvindepokalen, hvor hun har bidraget med stabilitet, arbejdsomhed og stor spilforståelse.
Selvom det resultatmæssigt har været et svært halvt år, ser Sofie Thrige tilbage på sin første tid i klubben med et smil på læben:
– Jeg er rigtig glad for min første tid i klubben. Det er en god gruppe, og jeg er faldet godt til. Selvom efteråret har været udfordrende pointmæssigt, har det været enormt lærerigt for mig, og jeg er glad for den tillid, jeg er blevet vist, fortæller hun.
Forlængelsen skyldes blandt andet en stærk tro på projektet og udviklingsmulighederne i OB:
– Jeg tror fortsat på projektet, der er et stort potentiale i truppen, og jeg har en klar fornemmelse af, at det kan blive forløst i foråret. Samtidig føler jeg, at jeg er i et miljø, hvor jeg fortsat kan udvikle mig som spiller.

Med blikket rettet mod foråret ser Sofie Thrige frem til at tage næste skridt sammen med holdet:
– Jeg ser frem til, at vi som hold kan tage næste skridt i samarbejde med den nye cheftræner og fortsætte den positive udvikling. Det bliver et spændende forår, hvor der er meget på spil. Kvalifikationskampene har altid deres eget liv, og jeg forventer, at det bliver tæt. Jeg glæder mig til udfordringen, og ikke mindst til flere kampe i OB-trøjen.
Også Sportschef Mikkel Bo Mikkelsen, er glad for at kunne beholde Sofie Thrige i truppen:
– Vi er rigtig glade for at vi har kunnet forlænge med Sofie Thrige. Siden hun kom i sommers, har hun vist at hun er en rigtig dygtig forsvarsspiller, som både i spillet med bolden og i de defensive dueller kan bidrage til holdet, siger Mikkel Bo og fortsætter:
– Hun har derudover vist at hun er en naturlig leder, som både selv går forrest, men samtidig også går op i at alle er med. Det gør hende til en central spiller i vores trup, afslutter Mikkel Bo.
Vi ser frem til fortsat at have Sofie Thrige i truppen, når vi tager hul på kvalifikationsligaen, og glæder os til at følge hende og resten af holdet.




