
Identitetsrådet skal holde kursen på den lange bane
03.07.2026 06:24
Jonas Mandix bliver Identitetsrådets første formand og vil sammen med resten af rådet holde fokus på alt det, der rækker ud over hverdagen i OB.
Mens meget i fodbold handler om den næste kamp, det næste transfervindue eller den næste sæson, er der også beslutninger, der rækker meget længere. Beslutninger, der er med til at forme det OB, vi ønsker at være, ikke bare i dag, men også om 10, 50 eller 100 år.
Det er netop tanken bag Identitetsrådet, som nu tager næste skridt med udpegelsen af sin første formand. Valget er faldet på Jonas Mandix, der fremover skal stå i spidsen for rådets arbejde med at understøtte klubbens identitet og langsigtede udvikling.
Identitetsrådet blev etableret som en del af arbejdet med klubbens identitet og fungerer som et rådgivende organ for klubbens administration. Rådets opgave er ikke at træffe de daglige beslutninger, men at bidrage med perspektiver, der sikrer, at de større valg fortsat tager afsæt i de værdier og den retning, som klubben bygger på.
– Fodboldens verden er naturligt præget af kortsigtede beslutninger. Resultater, præstationer og den næste kamp fylder meget. Identitetsrådets opgave er at holde blikket rettet mod det lange perspektiv og være med til at sikre, at vi også om mange år står på et stærkt fundament, siger Jonas Mandix.
Rådet arbejder med spørgsmål, der rækker ud over hverdagen. Det gælder blandt andet udviklingen af klubbens identitet, det sportslige udtryk og de værdier, der skal kendetegne OB på og uden for banen.
- Identitetsteksten står på to ben – Nærhed og Ærgerrighed – det er i dette spændingsfelt identeten findes. De kan opfattes som modsatrettede, men hvis klubben formår at stå på begge ben, kan det hjælpe os til at vinde, både på den korte, den mellemlange og helt lange bane, siger den nye formand.
Flere af de initiativer, som allerede præger klubben i dag, udspringer af eller er blevet kvalificeret gennem identitetsarbejdet. Det gælder blandt andet identitetsteksten, arbejdet med det sportslige udtryk samt fortsatte prioriteringer af initiativer som åbne træninger og et stærkt fynsk akademi. Samtidig har rådet også bidraget med perspektiver i forbindelse med udviklingen af det kommende stadion.
- Driften af en fodboldklub kan blive så hurtig, så vi over tid risikerer at blive fartblinde; derfor er det en god tryghed for os at kunne række ud til en kreds, der har OB´s identitet som primært fokus, for at bede om deres bidrag til at holde vores beslutninger ”on identity”, siger sportsdirektør i OB, Troels Bech.
Et vigtigt fokus bliver nu også at gøre Identitetsrådet mere synligt og skabe større kendskab til dets arbejde.
– Vi ønsker et råd, der både er repræsentativt og mangfoldigt, og som kan være med til at kvalificere de beslutninger, der former klubben på den lange bane. Dybe rødder gør, at træet står bedre fast, når det blæser, og det er i sidste ende det, vores arbejde handler om: At sikre, at der også er en stærk klub til de kommende generationer af striber.
Med en formand i spidsen tager Identitetsrådet dermed endnu et skridt i arbejdet med at understøtte klubbens udvikling – ikke kun med fokus på den næste sæson, men på de mange år, der ligger foran.




