Kasper Mayland: Vi har brugt opstarten på at skabe en tydelig identitet

24.07.2026 16:07

En ny sæson i A-Ligaen venter lige om hjørnet, og hos OB Q har sommerens opstart været præget af høj intensitet, nye ansigter og et klart fokus på at bygge videre på det fundament, holdet skabte i sidste sæson.

‎ Cheftræner Kasper Mayland ser tilbage på en kort, men værdifuld opstart, hvor arbejdet med både spillestil, relationer og kultur har været i centrum.

– Vi har haft en rigtig god opstart. Den har været kort, men utrolig værdifuld. Vi har arbejdet målrettet med de ting, vi gerne vil stå for som hold, samtidig med at vi har integreret en række nye spillere. Jeg oplever en stor energi i truppen, og både spillere og stab har arbejdet ekstremt hårdt for at finpudse vores spillestil og skabe de relationer, der skal til for at kunne præstere på et højt niveau, siger Kasper Mayland.

Nye spillere styrker truppen

Hen over sommeren er der kommet flere nye spillere til truppen, og ifølge cheftræneren har rekrutteringen handlet om mere end blot kvalitet på banen.

– Vi har været meget bevidste i vores rekruttering. Vi har ikke bare hentet dygtige spillere, men spillere, som passer ind på den måde, vi gerne vil spille på, og den kultur, vi ønsker at skabe i OB. Derfor føler jeg også, at vi allerede nu har en trup med en stærk balance mellem kvalitet, sult og udviklingspotentiale, fortæller cheftræneren. 

Samtidig fremhæver han den måde, gruppen har taget imod de nye spillere på.

– Noget af det, der har imponeret mig mest, er den harmoni, der er opstået i gruppen på relativt kort tid. De nye spillere er kommet ind med stor ydmyghed og kvalitet, og den eksisterende trup har taget fantastisk imod dem. Det giver et stærkt fundament både på og udenfor banen.

Selvom relationerne allerede er blevet stærkere gennem opstarten, ser Mayland fortsat udvikling som en løbende proces.

– Vi bruger mange timer på træningsbanen og i mødelokalet på at finpudse de små detaljer i vores spillestil, så alle ved præcis, hvad der forventes i de forskellige situationer. Den proces stopper ikke ved sæsonstart, den fortsætter hele året, siger Kasper Mayland.

 

 

En tydelig identitet

En stor del af opstarten har handlet om at skabe et fælles udtryk og en tydelig identitet på banen, hvor OB Q skal være et hold, der er svært at spille imod.

– Vi ønsker at være et hold, der spiller fremadrettet og med en dynamisk spillestil. Når vi taler om mod med bolden, handler det ikke om at tage unødige chancer, men om at turde spille fremad, udfordre modstanderen og være initiativtagende, siger Kasper Mayland, og fortsætter:

– Vi skal være et hold, der arbejder hårdt for hinanden og gør det svært for vores modstandere. Det har været et stort fokus gennem hele opstarten.

Cheftræneren oplever samtidig, at holdet allerede har flyttet sig siden afslutningen på sidste sæson.

– Vi afsluttede sidste sæson med at skabe et godt fundament, og det har vi bygget videre på. Konkurrencen i truppen er blevet større, kvaliteten er højere, og forståelsen for den måde, vi ønsker at spille på, er blevet markant bedre. Vi er stadig ikke færdige, men vi er et godt stykke længere i vores udvikling.

Klar til at spille om point igen

Nu rettes blikket mod sæsonpremieren, hvor arbejdet fra opstarten for første gang skal stå sin prøve.

– Der er altid noget særligt ved at spille om point igen. Jeg håber først og fremmest, at man kan se den identitet, vi har arbejdet hårdt på gennem hele opstarten og sidste sæson. At man ser et hold, der spiller fremadrettet, tør tage initiativ, arbejder intensivt og er dynamiske i alle kampens faser.

Selvom holdet fortsat er i en udviklingsproces, er ambitionerne klare.

– Vi bliver ikke et færdigt hold i første spillerunde, men jeg forventer et hold, der giver alt, arbejder benhårdt for hinanden og viser, hvilken retning OB ønsker at bevæge sig i, afslutter cheftræner Kasper Mayland. 

Første mulighed for at se OB Q i aktion kommer nu på søndag, hvor striberne tager turen over Storebælt til Right to Dream Park, hvor FC Nordsjælland venter klokken 11.30. Kampen kan ses direkte på TV2 Sport X, fra kl. 11.20.

Nedenfor kan du se vores program for de første seks kampe.