
Mange timers træning bag Mille Bechs frisparksperle
29.07.2026 12:54
Da Mille Bech trådte op til frisparket mod FC Nordsjælland, var der ingen tilfældigheder på spil. Med et præcist og velplaceret spark sendte hun bolden i nettet og sikrede OB Q en perfekt start på sæsonen med en 0-1-sejr.
Bag scoringen ligger mange timers ekstra arbejde på træningsbanen.
– Det var en fantastisk følelse at se bolden gå i nettet. I ugen op til har Liv og jeg netop trænet frispark sammen med Ulrik og Johannes, så det er fedt at se, at det, vi træner, også lykkes i kampene, siger Mille Bech.
Cheftræner Kasper Mayland glæder sig over scoringen, men understreger, at kvaliteten kommer af dedikation.
– Det var et frispark af meget høj kvalitet. Mille er en spiller, der investerer enormt meget i sin egen udvikling. Hun elsker at træne individuelt, lægger ekstra timer på træningsbanen og arbejder konstant på at forfine sine kompetencer. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at hun har den afslutningsfod, som hun har. Det mål er i høj grad et resultat af mange timers dedikeret arbejde, siger Kasper Mayland.
Efter føringsmålet holdt OB Q fast i kampplanen og leverede en disciplineret indsats, der sikrede alle tre point.
– Efter målet fortsatte vi med den samme gameplan, hvor vi stod kompakt og holdt koncentrationen og intensiteten. Det giver altid et løft til hele holdet, når man scorer. Det var en rigtig solid holdpræstation, og hele truppens og trænerstabens fortjeneste, at vi fik de tre utrolig vigtige point, siger Mille Bech.
Vil du opleve Mille Bech og resten af OB Q i aktion? Så har du allerede muligheden på lørdag, når F.C. København gæster Nature Energy Park. Der er kickoff kl. 13.00.
Sikr din billet på ob.dk/billet.





