
Troels Banggaard vender retur som ny Head of Culture & People
16.06.2026 08:38
I denne uge vender Troels Banggaard tilbage til Ådalen, når han tiltræder i en ny rolle som klubbens Head of Culture & People.
I forbindelse med opstarten på den kommende sæson opretter klubben en ny stilling. Som en del af den sportslige ledelse besætter man nu stillingen som Head of Culture & People.
Til at udfylde den vender klubbens tidligere mentaltræner, Troels Banggaard, tilbage til Ådalen efter en kort pause fra den stribede uniform.
- Jeg glæder mig til at vende tilbage. Som jeg sagde første gang, jeg blev ansat i klubben, så er det det sted, jeg helst vil være i mit arbejdsliv. Det er den klub, jeg har fulgt hele mit liv, samtidig med at jeg kan udleve min faglige passion, siger Troels Banggaard og sætter ord på sin nye rolle:
- Med den nye rolle bliver det ekstra spændende, fordi det ikke kun handler om, hvor OB er nu, men også hvor klubben skal hen i fremtiden.
Det skal være vores superkræft
Sportsdirektør Troels Bech ser også frem til gensynet med sin navnebror, der er en stor kapacitet for klubben.
- Vi måtte jo acceptere, at Troels havde brug for et break, men er glade for, at det nu er ovre, og at vi nu med Troels får en mand ind, der ikke bare har fin føling med high performance-miljøer inden for sportens verden, men som også har en stor føling med OB’s identitet. Han har fulgt klubben siden barnsben og har været en væsentlig faktor i den kulturforbedring, vi har oplevet i klubben de sidste to år.
Udover at styrke kulturen og det mentale aspekt omkring spillertruppen får Troels Banggaard også opgaver, der strækker sig uden for omklædningsrummet.
- Han bliver en del af den sportslige ledelse med opgaver på tværs af husene og lodret i etagerne for at arbejde med den kultur, der skal binde os sammen, og som potentielt er vores superkræft her i Odense, siger vores sportsdirektør og fortsætter:
- Troels skal fortsat have stor opmærksomhed på spillertruppen, men skal i den øvrige del af sin tid arbejde med kulturudvikling i hele OB. Vi har vurderet, at de ekstraordinært store kvaliteter, Troels tager med sig ind i jobbet, er bedst anbragt på tværs af hele OB.
Vender hjem til Odense
Troels Banggaard har været væk fra klubben siden i vinters, men ser nu frem til at vende tilbage både til klubben og byen – også på den private front.
- Da jeg stoppede sidst, sagde Troels, at jeg ikke kunne få lov at stoppe, men at jeg kunne få en pause. Den pause har jeg nu holdt, og samtidig flytter jeg med min familie til Odense, og det er en afgørende parameter, for at det har kunnet lade sig gøre. Derudover blev Troels og jeg enige om, at vi ikke var blevet helt færdige med det arbejde, vi startede, og jeg glæder mig til at fortsætte lige præcis det, slutter vores nye Head of Culture & People, Troels Banggaard.
Troels Banggaard har første arbejdsdag tilbage i Ådalen lørdag den 20. juni.




