Kom med til Odense Social Run og løb i en god sags tjeneste

05.05.2026 11:44

For at løfte det sociale fællesskab og samle byen om en god sag arrangerer vi igen i år Odense Social Run - et fællesskabsløb, der styrker det stribede sammenhold - i samarbejde med HCA Marathon og Faxe Kondi, til fordel for udsatte børn og unge.

Odense Boldklub tager endnu et skridt i sit engagement i lokalsamfundet og inviterer igen i år alle fynboer til at deltage i Odense Social Run – et fællesskabsløb skabt i samarbejde med HCA Marathon og Faxe Kondi. Løbet finder sted lørdag den 20. juni kl. 11.00 med start og mål i Munkemose. 

Overskuddet fra salg af startnumre går til Red Barnet.

– Odense Social Run er endnu et vidnesbyrd om det stærke fællesskab der ligger til grund for vores alles fodboldklub. Når sammenhængskraften er stærk, kan vi få en og en til at give tre, og det er vores fællesskabsløb, i samarbejde med HCA Marathon og Faxe Kondi et godt eksempel på, siger Jack Jørgensen, kommerciel direktør i OB. 

Det handler om meget mere end at komme først

Odense Social Run handler ikke kun om at løbe – det handler om stemning, fællesskab og oplevelser. Derfor sørger vi også for ægte OB-stemning på dagen med mad, drikke, musik og aktiviteter før, under og efter løbet. Det stribede fællesskab dyrkes - uanset om du deltager aktivt eller bare er med for at nyde stemningen. 

Løbet er for alle, og deltagerne bestemmer selv, om de vil gå eller løbe de 7,5 km. Fællesskabet er i centrum, og der vil ikke være tidtagning, da det vigtigste er at bevæge sig sammen med andre og have det sjovt, mens man støtter Red Barnet. 

I år har vi også lavet en børnerute på 2,5 km, så alle kan være med når det handler om at stå sammen i stribernes tegn.

Vi har desuden allieret os med løbefællesskabet Odense Running Crew, som hjælper deltagerne med at holde styr på tempoet undervejs på ruten. 

 

Praktisk information og tilmelding

Dato: Lørdag den 20. juni 2026

Starttid: Kl. 11.00 

Start- og målsted: Munkemose, Odense 

Distance: 2,5 km + 7,5 km – gå eller løb 

Pris: 125 kr. (overskuddet går til Red Barnet) 

Tag din stribede makker, nabo, kollega eller familie med – og gør en forskel for børn, der har brug for det. 

Alle deltagere får startnummer, en unik medalje samt drikkevarer fra Albani og Faxe Kondi.

Tilmeld dig fællesskabsløbet her.