
Tre mål på 20 minutter sikrede os en sejr søndag eftermiddag
01.11.2026 14:57
3F Superliga, 13. runde
Søndag den 1. november kl. 14.00, Nature Energy Park
OB – Silkeborg IF: 4-1 (1-1).
OB: Christian Gammelgaard (37., 65.), Fiete Arp (55.), Julian Pauli (68.)
Silkeborg IF: Jens Martin Gammelby (16.)
Advarsler:
Silkeborg IF: Oliver Ross (46.) Alexander Priesborg Madsen (65.), Pedro Ganchas (83.)
Dagens dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Tilskuertal: 7.339
Kampens forløb:
I ugens tætte kampprogram var vi i dag nået til søndag, hvor Silkeborg IF gæstede os på Nature Energy Park kl. 14.00. Kampdagen bød på en særlig anledning, da vi hyldede vores Øens Hold-samarbejde. Her var der særligt fokus på Højby S&G, som fik overrakt en check på 30.000 kroner for deres rolle i fodboldopdragelsen af Marcus McCoy.
Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjtede kampen i gang foran et flot Nature Energy Park. Stemningen var i top, og alle mand var klar til at jagte de tre vigtige point, som skulle blive i Odense.
Kampen åbnede sig i et stille tempo, men efter syv minutters spil fik Ismahila Ouedraogo afsluttet mod mål. Skuddet var tæt på at gå ind, men strøg forbi stolpen. Kort efter fik Christian Gammelgaard også en stor mulighed, men afslutningen gik langt over mål.
Silkeborg IF satte sig efterfølgende mere på spillet, og vi måtte arbejde hårdt defensivt for at holde gæsterne fra fadet. Efter en fejlaflevering fik Silkeborg IF fat i bolden, og efter 15 minutter opstod en stor chance foran Viljar Myhra. Han fik handskerne på bolden, og det endte med et hjørnespark til gæsterne. Her stod Jens Martin Gammelby klar foran Viljar Myhra og headede gæsterne foran med 1-0 efter 16 minutters spil. Få minutter senere var Silkeborg IF igen tæt på, men afslutningen gik forbi mål.
Christian Gammelgaard kom efterfølgende frem til bolden og lagde den perfekt ind over til Fiete Arp og Fredrik Ulvestad. En Silkeborg IF-forsvarer fik dog afværget situationen helt inde på målstregen.
Vi havde svært ved at finde farten i vores spil og for alvor blive farlige offensivt. Bolden blev spillet fint rundt mellem vores spillere, men det var vanskeligt at få spillet fremad på banen.
På et hjørnespark fra Christian Gammelgaard fandt han Marcus McCoy, der kom først på bolden og headede mod mål. Afslutningen sad godt, men Aske Andrésen fik handskerne på. Kort efter erobrede Marcus McCoy bolden og satte et angreb i gang. Vi fik spillet os flot frem og sendt et indlæg ind til Fredrik Ulvestad, der steg til vejrs og headede mod mål. Afslutningen røg dog lige forbi stolpen.
Vi fik skabt enkelte muligheder yderligere, men uden at det kastede en scoring af sig.
Efter endnu en fejlaflevering fik Silkeborg IF fat i bolden og spillede sig igennem vores bagkæde. Lucas Riisgaard sendte bolden i nettet til 2-0, men kort efter blev der vinket for offside, og scoringen blev annulleret.
Der skulle dog ikke gå længe, før vi fik vendt spillet til vores fordel. Magnus Andersen modtog bolden på kanten, satte kurs mod målfeltet og spillede Christian Gammelgaard. Han var tæt på at glide i situationen, men fik alligevel afsluttet. Bolden blev sendt flot ind i venstre side af målet, uden at Aske Andrésen havde en chance for at nå den. Dermed reducerede Christian Gammelgaard til 1-1 og vi gik efterfølgende til pause.
Tilbage i anden halvleg havde Thomas Thomasberg sendt Noah Ganaus og Topi Keskinen på banen. Og der skulle ikke gå længe, før vi fik skabt en stor mulighed. Efter blot tre minutters spil fandt Magnus Andersen Christian Gammelgaard med en aflevering, og han sendte bolden videre ind foran mål til Noah Ganaus. Aske Andrésen nåede dog først på bolden i luften, som i stedet endte hos Fiete Arp. Han forsøgte sig med en afslutning, men bolden ramte sidenettet.
I det 55. minut fandt Fredrik Ulvestad Marcus McCoy centralt på banen. Han spillede bolden videre til Topi Keskinen, der lagde den perfekt til rette for Fiete Arp. Vores tysker tog chancen og hamrede bolden i nettet til 2-1. Nature Energy Park eksploderede i jubel, og hele stadion rejste sig.
Ti minutter senere var Topi Keskinen igen på spil i Silkeborg IF's målfelt. Denne gang sendte han bolden ind foran mål, hvor Christian Gammelgaard headede os foran med 3-1.
Og det stoppede ikke her. Blot tre minutter senere var Topi Keskinen endnu en gang at finde i målfeltet. Hans aflevering fandt Julian Pauli, der sikkert sparkede bolden i nettet til 4-1. Dermed havde vi vendt kampen fuldstændig på hovedet, og Topi Keskinen kunne notere sig for hele tre assists på blot 20 minutter.
Vi holdt sejren til sidste fløjt og kunne derfor hive de tre point og en 4-1 sejr med hjem til Odense.
OB’s startopstilling:
Viljar Myhra – Julian Pauli – Julius Askou (Ulrik Y. Jenssen, 89.) – Marcus McCoy (Mikkel Rakneberg 83.) – Magnus Andersen – Christian Gammelgaard (Adam Sørensen, 83.) – Fredrik Ulvestad – Ismahila Ouedraogo – Anssi Suhonen (Topi Keskinen, 45.) – Nikolaj Juul-Sandberg (Noah Ganaus, 45.) – Fiete Arp.
Gamechangere:
Martin Hansen, Mikkel Rakneberg, Peter Therkildsen, Adam Sørensen, Ulrik Y. Jenssen, Topi Keskinen, Noah Ganaus, Vitus Friis, Lasse Legolas.
Næste kamp i 3F Superliga:
Vi spiller allerede hjemme igen på Nature Energy Park lørdag den 7. november kl. 18.00 når vi tager imod Viborg FF. Du sikrer dig billet her.




