
- DET SKAL LYSE UD AF ØJNENE, AT VI GERNE VIL VINDE
12.09.2026 12:00
Vi går nu ind i tredje kamp på en uge, når vi søndag gæster Randers FC kl. 16.00 på Cepheus Park Randers.
En tæt kamppakke betyder også, at der skal findes ekstra kræfter frem, men samtidig er det en periode, Julius Berthel Askou glæder sig over.
- Det er klart, at vi er mere fysisk presset, end vi er normalt. Men det er også dejligt, at der hele tiden er en ny kamp, man kan fokusere på. Så det er en fed periode at være i, fortæller Julius.
Søndag venter et Randers-mandskab, der kommer ind til opgøret med masser af selvtillid og en frisk 3-0 sejr over Brøndby. Julius forventer derfor en modstander, der er afklaret i deres spil.
- Det er et hold der kommer med selvtillid. Randers er altid et bøvlet hold at spille imod. De ved hvad de skal og de er meget afklaret i deres måde at spille på, men jeg tror, det er en god udfordring for os.
For at vi fredag kan vende snuden hjem fra Randers med tre point, handler det om at sætte et tydeligt aftryk på kampen når startfløjtet lyder.
- Vi skal spille med mod. Og så skal det lyse ud af øjnene også, at vi gerne vil vinde. Vi skal ud at tage fat i kampen og gøre det til en fysisk kamp. Fordi der tror jeg, at vi er bedre, lyder det fra Julius.
Samtidig ved Julius, at der skal leveres på flere områder, hvis OB skal stå stærkt gennem hele opgøret. Det gælder både i det defensive arbejde og med bolden, hvor holdet skal være bedre til at lukke ned og holde fast i spillet.
- Vi skal være bedre, når vi står lavt i vores blok og vi skal holde fast i bolden, så vi kan hvile lidt mere på den og samle kræfter, så vi er bedre med i alle 90 minutter og ikke bare i perioder.
Med den fysiske indsats, modet og viljen til at tage fat i kampen skal vi forsøge at sætte sit præg på opgøret, når kampen fløjtes i gang kl. 16.00 på Cepheus Park Randers.




