05.12.2023 12:00

Tidligere på ugen kunne vi fortælle, at Thomas Johansen har takket ja til at fortsætte som assistenttræner i OB Q. Thomas er et velkendt ansigt på holdet, han har været assistenttræner siden 2021 og det fortsætter han med at være i 2024, hvor han bliver en del af det nye trænerteam under Kristian Mørch, som også tæller Bo Sundahl der bliver ny assistenttræner. 

Vi tog en snak med Thomas om hvorfor det blev til endnu en forlængelse, hvad fremtiden i OB Q skal byde på og den generelle fremtid i OB Q.

Store ambitioner var tiltalende

En af grundene til at en forlængelse kom i spil var blandt andet de store ambitioner hos OB Q, hvor målet blandt andet er at vi skal rykke op i Gjensidige Kvindeliga og etablere os i den sjove ende:

- Jeg er først og fremmest rigtig glad for at være i klubben. Klubben og holdet går en spændende tid i møde, hvilket jeg gerne vil bidrage til og være en del af. Derudover er det ikke nogen hemmelighed at det er svært ikke at holde af spillerne, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dem til at lykkes og blive den bedst mulige fodboldspiller. udtaler Thomas og fortsætter:

- Klubbens ambitioner om, at skulle rykke op og byde de etablerede kvindeligahold op til dans, tiltaler mig rigtig meget. Jeg trives godt under pres, og det motiverer mig ekstra meget, at få spillerne til at præstere, så vores ambition om oprykning til sommer bliver en realitet. 


Det er ikke nogen hemmelighed, at Thomas er et værdsat menneske i OB Q. Ikke blot internt i trænerteamet og på kontoret, men i høj grad hos spillerne. Flere spillere har sågar givet udtryk for, at de rigtig gerne så, at Thomas forlængede sin kontrakt:

- Jeg er glad for at høre at jeg er værdsat af spillerne. Jeg prøver egentlig bare at gøre mit job som assistent så godt som muligt. Jeg synes også, at det indebærer at spillerne kan komme til mig, hvis der er ting der fylder omkring fodbold eller i privatlivet. På den måde skabes der en god relation. Samtidig er der en gensidig respekt som gør, at jeg sagtens kan stå for øvelser eller træning med kvalitet og intensitet. 

Byder den nye cheftræner velkommen og ser frem til ny konstellation

For første gang i mange år bliver der også roteret på trænerbænken. Som vi har kunnet melde ud tidligere i år, bliver Kristian Mørch ny cheftræner for OB Q, mens Bo Sundahl træder tilbage og bliver assistenttræner frem til sommerferien. Den nye konstellation har helt klart også nogle fordele i følge Thomas, der også ser frem til at arbejde sammen med Kristian Mørch på træningsbanen:

- Jeg glæder mig til at se, hvad Kristian kan byde ind med. Han har et flot CV, så jeg er sikker på, at han har nye idéer og syn på tingene, hvilket helt sikkert vil være inspirerende. Jeg har fået et godt indtryk af Kristian indtil nu, og jeg er sikker på, at hele trænerteamet får et godt samarbejde,udtaler Thomas, der også kommer ind på rollefordelingen mellem de Bo og ham:

- Bo og jeg bliver ligestillede assistenter. Vi får hver vores fokuspunkter og opgaver, men hvordan det bliver mere præcist, tager vi når vi nærmer os opstart.

Licenser og oprykning er succeskriteriet

Da Thomas tilbage i 2021 blev en del af Odense Q, var det første gang, at han som aktiv i fodbold og træner stiftede bekendtskab med kvindefodbold. Det har derfor været en anderledes fodboldrejse som Thomas har været på, når han reflekterer over de seneste 2½ år.

- Der er sket meget. Jeg kom til klubben uden nogen erfaring indenfor kvindefodbold, og derfor var alt meget nyt. Især spillernes mentalitet og mange tanker var ret overraskende for mig. På dette punkt står jeg langt mere rustet nu, og kan være mere på forkant. Derudover er jeg blevet bedre taktisk, hvilket er vigtigt i forhold til min fremtidige trænergerning, fortæller han, og når spørgsmålet handler om, hvad 2024 skal bringe på det mere plan, er svaret også klart:

- Succeskriteriet er, at vi i december 2024 er i top 6 i kvindeligaen. Derudover er mit personlige mål, at jeg har været medvirkende og haft indflydelse på, at vi har præsteret godt som hold. Derudover skal jeg have bygget nogle flere trænerlicenser på.