Bo Sundahl efter B.93-kampen: Det var den perfekte afslutning.

19.11.2023 09:00

‎ ‎OB Q fortsatte lørdag den positive stime på hjemmebane og gjorde fuldt hus, da man vandt den femte hjemmekamp ud af fem mulige. 2-0 lød cifrene på da OB Q og B.93 var færdigspillet, det var derfor også en veltilfreds cheftræner, Bo Sundahl, udtalte sig efter kampen. 

- Jeg synes vi havde fortjent at vinde, men jeg mener også indtil 60 minutter er kampen helt åben, da vi ikke har haft en masse åbne chancer. Dog vil jeg men at man også kan kalde det en kontrolleret sejr, vi kontrollerer og fortjener at vinde, men det er først i de sidste 20 minutter at vi spiller os til de helt åbne chancer. Vi ved at kampene mod B.93 er lige, men vi var klar fra start, spillerne var koncentreret. Da vi så scorer til 1-0 begynder vi efterfølgende at få flere af de omstillinger, som vi gerne vil have.

Et nøglepunkt i det taktiske oplæg var at få styr på 1. Divisions topscorer Rebeka Winther. Den målfarlige angriber blev også holdt nede på få chancer i kampen og det var Sundahl også tilfreds med: 

- Selvfølgelig har Rebeka Winther været en del af vores taktiske oplæg. Vi vidste vi skulle være opmærksom på at få lukket hendes højre ben af og det kunne jeg se at forsvaret var meget opmærksom på og det glipper en enkelt gang, men så redder Julie Jensen den. 

Det var allerede givet på forhånd, at kampen ikke havde den store betydning i stillingen. Begge hold var sikret en plads i kvalifikationsligaen til næste år, og da pointene nulstilles er det underordnet, hvem der bliver nummer 1. i 1. Division. Dette var dog ikke noget, som cheftræneren bemærkede.

- Spillerne var topmotiveret, så det har ikke spillet ind, at vi var rykket op. Det at spille på stadion og vinde og få lukket hjemmebanen af var vigtigt og de ved jo at der går 4 måneder før at vi kommer til at gøre det igen. Så både spillere og trænere var maks klar til dagens kamp. Jeg er dog mere spændt på næste kamp i Sundby, når det er på udebane i København og kunstgræs, der skal vi nok finde nogle andre måder at motivere spillererne på.

Kampen på hjemmebane var også den sidste af sin slags, inden at Bo Sundahl overgår til rollen som assistenttræner for den kommende cheftræner Kristian Mørch. Og for Bo Sundahl var derfor mere end bare 3 point på spil topopgøret.

- Det vigtigste for mig var at få sluttet godt af og få sat det eftermæle vi føler vi har. Eftermælet er at vi har bygget det her op over 7 år og nu overgår det til noget professionelt i form af OB og skal i gang med næste etape. Kampen her var den sidste finale af for denne epoke af spillere, de er vokset fra at være talenter til at være reelle spiller. Vi kommer nok ikke til at se, at vi har 8 spiller i start-11 af egen avl, der får nogle år i 1. Division og så er klar til at spille Gjensidige Kvindeliga. Fremover vil der nok være flere spiller, som er kommet igennem nåleøjet, som udgør OB Q-truppen. På den måde synes jeg kampen er en fed finale og de fik vist at de spiller god fodbold og det var den perfekte afslutning.

 

OB Q og Bo Sundahl får lov til at gentage den perfekte afslutning, når OB Q spiller sidste kamp på lørdag på udebane i Sundby mod Sundby BK.