Et mål i hver halvleg sikrede OB Q førstepladsen
18.11.2023 14:08
Nummer 1 mod nummer 2 i en direkte kamp om førstepladsen. Det var status før kampen mellem OB Q og B.93 på Nature Energy Park. Begge hold var sikret en plads i forårets kvalifikationsspil, det var derfor kun æren, der var på spil i dagens topbrag. På trods af dette, bød lørdagen på en intens kamp, hvor begge hold gik efter sejren.
Det var dog en nervøs start, OB Q havde problemer med pasningsspillet, mens at B.93 kæmpede med OB Q-spillernes fysik.
Kampens første reelle chance faldt først i det 15.minut, da Dikte Bang på en nedfaldsbold sparkede minimalt over B.93s mål. Forsøget markerede en lang periode med intensivt OB Q-dominans, hvor B.93 havde svært ved at få bolden over midterlinjen, men til gengæld holdt de OB Q-spillerne væk fra de helt store chancer.
Det fysiske udtryk blev et kendetegn gennem store dele af kampen, hvor specielt Anna Krog og Zoe Hasenauer kom i mange dueller.
Tumult-mål før pausen sikrede føring
Kampens foreløbigt største chance tilfaldt dog B.93 efter en halv time, hvor man efter et flot gennemspil kom på enmandshånd med Frieda Jensen, afslutningen blev langt fra ligeså farlig som chancen.
Med 5 minutter til pausen kom der endelig en forløsning. Efter stor tumult i feltet, hvor det ikke kunne ses hvem der havde næstsidste fod på, gjorde Louise Wadstrøm det til 1-0. Et fortjent mål målt på boldbesiddelse og antal chancer. Føringen kunne dog have været kort, da B.93 i det efterfølgende angreb sendte bolden på stolpen.
Store chancer lukkede kampen til sidst
Anden halvleg startede i noget lavere tempo end første halvleg sluttede. Begge hold havde sit at kæmpe. OB Q havde problemer med at spille sig igennem B.93s velorganiserede forsvar, mens B.93 havde problemer med at få bolden fra OB Q.
Det var først efter 68 minutters spil, at der kom en reel chance. Efter en stærk generobring sendte Katie Soderstrom bolden ind i feltet, hvor en presset Sofia Hvidbak måtte se sit forsøg pareret til hjørnespark.
OB Q var dog markant tættere på at udbygge føringen end B.93 var på at udligne, da både Anna Krog og Katie Soderstrom brændte en afbrænder hver, mens at et indlæg fra Louise Wadstrøm ramte overlæggeren.
Kampen blev endegyldigt lukket 2 minutter før tid, hvor Katie Soderstrom tog revanche for sidst og scorede til 2-0
Kampens OB Q’er: Dikte Bang
Tilskuertal: 540