Akademiet samler ind til Red Barnet
30.08.2024 11:24
Når vores U14-hold møder B.93 den 8. september i Ådalen, vil der udover en spændende kamp også være mulighed for at støtte op om et godt formål. Akademiet samler nemlig ind til Red Barnets arbejde for børn i udsatte positioner.
Til hjemmekampen i Ådalen den 8. september støtter Akademiet Red Barnets landsindsamling, når vores U14-hold møder B.93 kl.13.00. Her vil fremmødte gæster og partnere have mulighed for at betale en valgfri entré via mobile pay nr. 111553, som doneres til Red Barnets landsindsamling.
Samtidig vil vores 17 akademipartnere, der i denne sæson har givet deres logoplads på akademiårgangene U12-15 til Red Barnet, også være til stede for at støtte op om Red Barnets arbejde for børn og unge i udsatte positioner.
- Red Barnet arbejder for en større sag, som i den grad fortjener mere opmærksomhed i hele samfundet, derfor giver vi meget gerne vores logoplads til Red Barnet, siger akademipartner, Jesper Larsen, der er administrerende direktør hos C.A.Larsen Automobiler.
Samtidig italesætter Jesper Larsen flere fælles værdier mellem vores akademi og CAL:
- Vi har i 60 år haft tillid og respekt som kerneværdier, og det er også de værdier, vi tager med i vores akademisponsorat. Vi beskæftiger os med salg og service af biler, men det er i høj grad mennesker, der gør forskellen hos os, ligesom på akademiet i OB. Jeg tænker, det er gode værdier, der kan understøtte missionen med at lykkes som mennesker og som hold.
Alle er velkomne til den spændende kamp kl.13.00 i Ådalen, Søndre Boulevard 172 Odense C, hvor vi støtter Red Barnets arbejde for børn og unge i udsatte positioner.
Følg OB's indsamling til Red barnet her
Om OB og Red Barnets samarbejde
For et år siden blev vi Red Barnets forandringspartner med fokus på at skabe stærke fællesskaber og positive oplevelser for børn i udsatte positioner. For os handler det om at støtte Red Barnets arbejde gennem forskellige aktiviteter med fans, spillere og sponsorer – både igennem indsamlinger og oplevelser med positive fællesskaber. Det gør vi fordi vi gerne vil hjælpe, etablere og styrke sammenhold for børn og unge på Fyn og vise social ansvarlighed og sætte fokus på en vigtig dagsorden. I denne sæson har Albani og Akademipartnerne givet deres logopladser til Red Barnet på henholdsvis alle børnetrøjer og akademitrøjer.