Bashkim Kadrii bliver OB-ambassadør

30.08.2024 09:42

Senere i dag gæster den garvede, stribede angriber Nature Energy Park for at modtage fortjent hyldest, men samtidig byder vi ham også velkommen i en ny rolle som ambassadør for klubben.

I aften samles vi til fodboldfest på Nature Energy Park, og her har vi inviteret en helt særlig gæst. Bashkim Kadrii nåede nemlig aldrig at tage ordentlig afsked med det stribede fællesskab og modtage sin fortjente hyldest for 10 års samlet tjeneste for klubben.

Men det bliver ikke helt et farvel. Bashkim Kadrii har nemlig takket ja til at fortsætte som en af klubbens ambassadører.

- OB betyder meget for mig. Jeg kom til klubben som helt ung, og det er altid et sted, hvor jeg har kunne komme tilbage og føle mig hjemme. Klubben har fyldt en stor del af mit liv, og derfor er jeg glad for, at der nu er en anden måde, jeg kan repræsentere klubben på, selvom det ikke længere er på banen, siger den nye OB-ambassadør, Bashkim Kadrii.

Senere i dag skal Bashkim altså hyldes foran alle striber på Nature Energy Park, og det er også noget, den garvede stribe ser frem til:

- Jeg glæder mig til at se fansene senere og hilse på venner. Jeg er glad for, at jeg har muligheden for at kunne få lov til at mærke stemningen på stadion igen.

Hyldesten af Bashkim Kadrii finder sted kort tid før kampstart kl. 19.00, og du kan være med ved at sikre dig billet til kampen her!

Inden kampen varmer vi op på bedste manér med Happy Hour, stand-up i Albani Fanzone, og det kan du læse mere om her!