Det stribede fællesskab samler ind til Red Barnets landsindsamling
23.08.2024 06:54
OB's stribede fællesskab støtter op om Red Barnets landsindsamling, når vi møder Vendsyssel FF til hjemmekamp på Nature Energy Park den 30. august kl.19.00. Her er alle børn og familier i Red Barnets lokalforeninger på Fyn inviteret med i fællesskabet på stadion, mens stribede fans og sponsorer får mulighed for at støtte gennem valgfrie beløber.
Som Red Barnets forandringspartner støtter vi op om Red Barnets landsindsamling igennem aktivering af fans og sponsorer til hjemmekampen den 30. august på Nature Energy Park. Her vil fans og sponsorer derfor få mulighed for at donere valgfrie beløb til Red Barnets arbejde for at skabe trivsel for børn i udsatte positioner gennem positive fællesskaber.
Samtidig har vi inviteret alle tilknyttede børn og familier hos Red Barnets lokalforeninger på Fyn gratis på stadion:
- Det er vigtigt for os i OB at støtte op om Red Barnets arbejde for at øge trivsel og skabe positive fællesskaber for udsatte børn og familier. Det gør vi både gennem indsamling af donationer og inkluderende aktiviteter. Derfor håber vi på, at mange børn og familier tilknyttet Red Barnet på Fyn kommer ind og oplever OB’s unikke fællesskab og får en fed oplevelse, siger Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB.
- Det er tydeligt at se, at OB har store ambitioner med deres klub. Det handler ikke kun om at skabe resultater på banen, men også at skrue op for engagementet rundt om klubben. Blandt fans, virksomheder og lokalsamfund. Det er vildt inspirerende. Det handler om sammenhold og fællesskab rundt om fodbolden. Det er det, der skaber de gode oplevelser, siger Katrine Aadal Andersen, Head of Corporate Partnership & CSR hos Red Barnet, og fortsætter:
- Som forandringspartner for Red Barnet er OB med til at gøre en forskel for børn og unge på Fyn, som ikke nødvendigvis har adgang til de samme fællesskaber som mange af deres jævnaldrende. Derfor er det også rigtigt fedt, når OB inviterer indenfor på stadion, hvor man virkelig kan opleve og mærke stemningen og sammenholdet. Det er en helt unik oplevelse, som vi er glade for at være en del af.
Fokus på børnene
Til denne hjemmekamp bliver der sat fokus på Red Barnets arbejde samt oplevelser for børn og unge. I Faxe Kondi Familiezonen vil børn og unge derfor kunne få autografer af OB-spillere, stribet ansigtsmaling og high fives og selfies med maskotten Victor.
Samtidig kan medlemmer af junior fanklubben, De Unge Striber, i Faxekondi Familiezonen være med i en tegneworkshop, hvor de kan designe deres bud på et OB hjemmebanekit, før de deltager i det stribede tribunefællesskab.
Derudover vil førsteholdsspillerne kunne ses i trøjer med Red Barnets logo på ærmet, der efter kampen sælges på auktion som en del af indsamlingen til Red Barnet. Hele sæsonen vil det være muligt at donere 20kr. til Red Barnet, når man køber billet til OB-hjemmekampe, sæsonkort eller OB-abonnement online.
Sidste år indsamlede vi over 100.000 kr. ind til Red Barnets landsindsamling, som vi selvfølgelig vil forsøge at forbedre i år. Man kan løbende følge med i det stribede fællesskabs støtte til Red Barnets landsindsamling her.