Kristian Mørch før AGF: Vi spiller for at vinde og for at underholde

09.08.2024 12:00

Der er små 24 timer til, at vi spiller den første kamp i Gjensidige Kvindeliga, siden vi i 2019 rykkede ned. Det gør vi i morgen, når turen går til Aarhus, hvor vi spiller mod AGF. 

Selvom opstarten har været kort, så er OB Q-cheftræner Kristian Mørch, sikker på, at OB Q også kan drille AGF. Kampen mod AGF kommer på bagkant af tre ugers intens opstart, hvor der har været fokus på at få skabt en homogen gruppe og sikre, at der er kommet spilletid i benene.

- Opstarten har været god, men også intens og kort. Vi har brugt tre uger på tre kampe, der har været mange nye ansigter. Vi vil gerne have mere tid, men det vil enhver træner jo. Vi vil gerne sikre, at spillerne kan holde hele sæsonen, og derfor har vi kørt en kortere opstart, siger Kristian Mørch og fortsætter:

- Vi har fået mange spilleminutter fordelt, så der er mange, der er klar. Vi har også hurtigt fået et kollektivt udtryk, når man tænker på, at vi kun har været i gang i tre uger. Vi har mange nye ansigter og mange, der gerne vil vise sig frem og sikre deres plads i hierarkiet. Vi har derfor spillet med god tænding. 

Kampen lørdag bliver også den første kamp i Gjensidige Kvindeligaen for flere af spillerne. Nogen fordi de kun har spillet 1. division og Gjensidige Kvalifikationsliga, andre fordi de aldrig har spillet i Danmark. 

Der er ikke overraskende en stor forskel på at spille i 1. division og på at spille i landets bedste række, det mener cheftræneren i hvert fald. 

- Den største forskel er, at vi ikke kan forvente at være lige så dominerende, som vi var i 1. division og Gjensidige Kvalifikationsligaen. Vi er en underdog, men vi har ambitioner om at overraske. Modstanderen kommer højere op på banen, end hvad vi hidtil har oplevet. 

Selvom at Kristian Mørch understreger, at vi skal forvente at være underdogs, så ændrer det dog ikke på ambitionerne for kampen og måden, hvorpå holdet ønsker at spille på.

- Vi spiller for at vinde, vi spiller for at underholde og for at vise os selv frem. I foråret skulle vi selv presse tempoet op i kampene, men nu forventer jeg, at det højere tempo kommer af sig selv. Nu skal vi lære at spille i det tempo, som kampene er i.

- Vi skal sikre, at kampen bliver på vores præmisser, og det bliver vores gameplan, der dikterer kampens gang - men vi skal også huske, at vi er et oprykkerhold, der starter på udebane, og som spiller mod et hold, der løftede sig i foråret i Gjensidige Kvindeliga Mesterspil, afslutter cheftræneren Kristian Mørch

Du kan også se kampen mod AGF, den bliver nemlig streamet på Kvindeligaens nye platform. Her kan du for 349,- streame alle sæsonens kampe eller for 59,- kan du streame en uges kampe. Du finder det hele https://www.kvindeliga.live