OB Q søger værtsfamilie til talentfuld pigespiller

30.08.2024 10:00

I den kvindelige del af ungdomsafdelingen søger vi lige nu en værtsfamilie til en talentfuld pige-spiller med rødder i Østjylland.

‎I OB Q har vi netop tilknyttet en 16-årig pigespiller. Spilleren er bosat i Østjylland, og er i forbindelse med at hun er blevet tilknyttet ungdomsafdelingen også blevet optaget på ungdomsuddannelse i Odense. I den anledning søger vi en værtsfamilie, der for en periode kan have spilleren boende indtil at der bliver et ledigt værelse på Odense Sports College.

Som værtsfamilie skal man gerne være bosat i, eller i nærheden, af Odense Kommune, og have gode transportmuligheder til Marienlyst – enten med offentlig transport eller via cykel. 

Udover et værelse til spilleren skal du som værtsfamilie sørge for fuld forplejning og være indforstået med, at hun kommer til at bruge rigtig meget af sin tid på fodbold og skole, hvorfor det også vil være begrænset, hvor mange timer hun er hjemme i hverdagene. 

Trygheden hos en værtsfamilie er vigtig for spillerens udvikling, så hun får de optimale muligheder og forhold for at udvikle sig som fodboldspiller. Vores værtsfamilier er derfor en stor og vigtig hjælp for hele talentarbejdet på Odense Boldklub Akademi. 

Værtsfamilier har hjulpet flere førsteholdsspillere 

Flere førsteholdsspillere har tidligere boet hos værtsfamilier, og det nyeste skud på stammen er Julius Berthel Askou Harvey, der netop er rykket op i førsteholdstruppen. Da Julius flyttede til Odense som 16-årig, var det samtidigt første gang, at han flyttede hjemmefra. Derfor er han også taknemmelig for, at han på Fyn kunne bo hos en værtsfamilie. 

- Jeg havde muligheden for at tage på college eller at bo ved en værtsfamilie. Men en værtsfamilie mindede måske mere om det, jeg var vant til med tryghed og ikke stå for det hele selv, hvilket var rart, når der i forvejen var stort fokus på at danne en masse nye relationer. 

- Min værtsfamilie har taget rigtig godt imod mig. De har virkelig været gode til at give mig et frirum uden for fodbolden og skolen, hvor jeg har kunnet være mig selv. Jeg er derfor utrolig taknemmelig for, at de har været så nemme at være sammen med. Det er virkelig nogle gode mennesker, som jeg aldrig kommer til at glemme, sagde Julius Berthel Askou Harvey, da han blev præsenteret som ny førsteholdsspiller. 

Hvis du kunne være interesseret i at blive værtsfamilie, eller hvis du har nogle spørgsmål til opgaven, så kan du kontakte vores OB Q sportschef John Bæksted:


John Bæksted

[email protected]

+45 53850325