Sophie French er ny stribe i Odense
07.08.2024 10:00
Vi er stolte over at præsentere angriberen Sophie French på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025. Sophie kommer direkte fra Minnesota Aurora og kan allerede få debut i lørdagens sæsonpremiere mod AGF.
Det næste år er Sophie French stribet og skal derfor være med til at få målnettet blafre, når vi går på banen i Gjensidige Kvindeliga. Sophie French har spillet angriber hele karrieren, hvor hun de seneste par år har været tilknyttet NSWL-klubben Portland Thorns og Minnesota Aurora.
Udover et spændende fodboldprojekt, så var der blandt andet flere af Sophies amerikanske venner, der kunne tale varmt om OB, og det gjorde, at hun blev overbevist om, at Fyn er det rette for hende.
- Jeg har talt med flere af de tidligere spillere i klubben, og de havde kun positive ting at sige. Alt lige fra de gode trænere, til den høje kvalitet og de store ambitioner. De fortalte også, at Odense var en skøn by at leve i, og jeg er allerede blevet glad for at cykle.
- Jeg er en utrættelig og kraftfuld angriber, der elsker at score mål. Jeg mener selv, at jeg skyder godt, og jeg kan også heade, hvilket, jeg ved, ikke er noget, mange kvindelige angribere kan. Jeg er en hurtig forward, der gerne tager mange løb, udtaler Sophie French.
En god start på hverdagen i Odense
Sophie har allerede haft de første par træninger med holdet, og hun er allerede meget tilfreds med, hvad hun har oplevet.
- Træningen har været rigtig god, og banerne har været gode. Fodbold er mere teknisk og taktisk i Danmark, og det hjælper mig rigtig meget til at blive en bedre spiller. På holdet har vi høje forventninger til hinanden, og det hjælper os alle til at blive bedre.
En fysisk angriber med mange meter i benene
At få flere offensive spillere har været en prioritet for den sportslige afdeling. Derfor er det også en glad cheftræner, Kristian Mørch, der ser frem til at se Sophie French på banen.
- Sophie er en fysisk angriber, der dog stadig er voldsomt bevægelig, og som formår at kombinere dette med en masse løb. Hendes løbevillighed kommer til at blive vigtig i Gjensidige Kvindeliga, da der kommer til at være flere forgæves løb, og som angriber kan det være svært at holde gejsten oppe, når ikke alle løb bliver til angreb og chancer. Samtidig bliver forsvarsspillerne mere fysiske, og der kan hun godt svare igen, siger Kristian Mørch.
Allerede på lørdag kl. 13.00 kan Sophie French få officiel debut, når vi sparker Gjensidige Kvindeligaen i gang mod AGF, og hun ser frem til at repræsentere striberne.
- Jeg er spændt og ser frem til lørdag. Den første kamp er altid noget spændende, det er jo en slags juleaften. Vi har virkelig trænet godt i den tid, jeg har været her. Nu skal vi ud og vise, at vi sagtens kan være med og få en sejr i hus mod AGF, slutter Sophie French.
Velkommen til klubben, Sophie!