Strahinja Babovic er ny angriber på Akademiet
13.12.2024 08:10
Den stærke 9’er, Strahinja Babovic, har underskrevet en to og et halvt år lang kontrakt, så han fra årsskiftet rykker fra AB til OB og fra Gladsaxe til Odense.
Akademiet er blevet en stribet rigere fra det nye år, da vi er blevet enige med Strahinja Babovic om en kontrakt, der gør, at han de næste to og et halvt år vil trække en stribet trøje over hovedet.
Strahinja er 16 år gammel og spillede indtil nu for AB’s U17-hold, der pt ligger nummer to i U17 Divisionen, men nu rykker han teltpælene op og flytter til Fyn:
- OB kontaktede mig, fordi de var interesseret i, at jeg skulle komme til Fyn. Jeg tog herover, så jeg kunne se stedet, og det kunne jeg rigtig godt lide. Jeg følte, det var det rette for mig i forhold til min udviklinger, siger Strahinja Babovic og fortsætter:
- Jeg elsker at spille, og nu glæder jeg mig til at spille fodbold på et højere plan.
Den nye stribe skal ikke bare vænne sig til de nye farver på trøjen, men også til livet som udeboende. I Odense flytter han nemlig ind på Sports College, hvor han skal bo, mens han først gør sin 10. klasse færdig og herefter skal gå på HF.
- Det er selvfølgelig noget nyt, som jeg ikke har prøvet før, men jeg føler mig klar til at tage det næste skridt, og det bliver her i Odense. Det bliver selvfølgelig også lidt svært i starten. Jeg er jo ikke vant til at skulle vaske mit eget tøj og alt det der, men det tænker jeg, at jeg sagtens kan klare.
Godt rekrutteringsarbejde
Også på Akademiets ledelseskontor er de også glade for at kunne skrive kontrakt med det unge talent fra Gladsaxe.
- Det er en spændende spiller, vi får ind, som indtil nu har spillet for AB. Anders Møller Christensen har fulgt ham rigtig meget, og det er et stærkt arbejde af ham og vores rekrutteringsarbejde. Vi er blevet enige om, at han passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil spille fodbold på, og han har, hvad en 9’er i OB skal kunne. Vi synes, at han har det, der skal til for at kunne tage næste skridt en dag, , siger akademichef, Tonny Hermansen.
Der er dog også store forventninger, når vi har valgt at hente en spiller, der ikke kommer fra Øens Hold-samarbejdet:
- Vi håber på, at han en dag kan tage næste skridt op til førsteholdet. Det er klart, at når vi henter en spiller, som ikke er fra Fyn, er det også med den forventning, at de skal kunne rykke videre og bidrage på længere sigt, og det tror vi, at Strahinja kan. Vi er rigtig glade for, at vi har kunnet skrive kontrakt med ham.
Kontrakten mellem OB og Strahinja Babovic løber frem til sommeren 2027.
Velkommen til Odense, Strahinja!