Kristian Mørch: Vi er konkurrencedygtige med Kvindeligaen, men...
09.02.2024 12:00
2024 har budt på to træningskampe mod FCN og Kolding IF. Begge kampe har givet det samme resultat nemlig 2-0 til os. Dermed er vi kommet godt fra land med en masse nye spillere på holdet og en ny cheftræner i spidsen.
Oven på to sejre og to clean sheets, mod to hold fra Gjensidige Kvindeliga, er det derfor også en meget tilfreds cheftræner, der kigger tilbage på de første par uger af opstarten.
“Overordnet set, synes jeg vi er kommet rigtig langt med relationerne, som jeg også nævnte tidligere sæsonen. Vi har et rigtigt tydeligt udtryk, hvis man tænker over, at vi blot har spillet sammen i et par uger og det er det jeg har bidt mærke i de kampe vi har spillet indtil videre
- FCN-kampen var en meget lige kamp, med to hold, der udfordrede hinanden og gav en kamp til stregen. Kampen kunne være tippet begge veje, så jeg er tilfreds med at vi får en sejr. Kolding-kampen var også en god kamp med høj intensitet, men vi er mere dominerende end i FCN, vi skaber flere muligheder og holder dem fra de helt store chancer indtil vi går i overtiden.
Kan man så bruge de to træningskampe som et pejlemærke, om at vi er sikre på at rykke op fra Kvalifikationsligaen - Nej. Men det betyder ikke, at kampene ikke fortæller noget om vores niveau, det fortæller Kristian Mørch.
- De her to kampe har vist, at vi er konkurrencedygtige med kvindeligaen, men det vi kommer ud for i Kvalifikationsligaen er noget andet. I Kvalifikationsligaen vil vi blive set som favoritter af mange, og i de her træningskampe er vi underdogs. Det skaber en anden dynamik og det skal vi være forberedt på.
Før træningskampene fortalte Kristian, at fokus i træningskampene og i opstarten ville være, at få styr på de interne relationer på holdet. Derfor sender cheftræneren også et anerkendende nik mod både nye og gamle spillere.
- Jeg har set at vores nye spillere og “gamle” spillere har fundet hinanden hurtigere end forventet. Der er stor cadeau til begge sider for god integration og der har været velvillighed til at arbejde fra begge sider.
Næste træningskamp er først om 14 dage og her møder vi Boldklubben Marienlyst U15 Drenge. Og ligesom i de første træningskampe, vil det ikke være resultatet, der er i fokus, men spillet på banen.
- Formålet er at vi skal blive ved med at spille kampe i et højt tempo og derfor vil vi gerne matches på dette. Det er den første kamp mod drengehold vi har arrangeret og der kommer også en kamp i marts. Fokus vil primært være på at blive testet på tempoet i vores eget spil, afslutter Kristian Mørch.
Kampen mod Boldklubben Marienlyst U15 sparkes i gang d. 23. Februar kl. 17.30 i Marienlyst og der vil være gratis adgang.