08.01.2024 08:04
Siden 2021 har Hannah Kirketorp-Madsen været at finde i OB Q og det vil hun fortsætte med at være. Vi er nemlig blevet enige om at forlænge kontrakten med Hannah, så den nu løber i hele 2024.
Hannah Kirketorp-Madsen har haft et rigtig godt afsluttende halvår i 2023, hvor hun blandt andet scorede sit første OB Q-mål, og samtidig også har fået spillet sig til ekstra meget spilletid på en midtbane, hvor der er i den grad konkurrence om pladserne.
Det er derfor også en glad og tilfreds Hannah, der har underskrevet sin forlængelse.
- Jeg har først og fremmest valgt at takke ja til forlængelsen, da jeg egentlig bare er rigtig glad for at spille i OB Q. Dette er både på grund af spillerne, trænerne og setuppet omkring holdet, som jeg rigtig godt kan lide. Derudover er de mål, klubben har som helhed, noget jeg virkelig kan se mig selv i, og derfor rigtig gerne vil være med til at prøve at indfri de mål, udtaler Hannah Kirketorp-Madsen..
At det er lykkedes os at blive enig med Hannah om at forlænge samarbejdet og parløbet er også noget, der behager sportschef John Bæksted, der ser et stort lys i midtbanespillerens kvaliteter og hendes tilgang til modgang. Vejen til nemlig førsteholdsfodbold har nemlig ikke været snor lige, men har krævet hårdt arbejde.
- Hannah er endnu en spiller der er udviklet igennem fynsk fodbold og akademiet, Hannah har er personlighed som altid arbejder benhårdt og ikke den største dribler eller boldjonglør, men hun har en stærk boldomgang og forstår at veksle mellem at være det defensive anker og den offensive igangsætter, udtaler John Bæksted og fortsætter,
- Derudover har Hannah haft en længere tilløb, men hun har vist man med hårdt arbejde kan nå langt. Der er meget konkurrence om spilletiden på midtbanen, men hun har været fokuseret og arbejdet hårdt, også når spilletiden har været minimal, og det belønner sig i den lange ende og nu, afslutter John Bæksted.
Lige nu er Hannah og resten af truppen på vinterferie. Her bliver der trænet individuelt, men de møder alle ind til den første fællestræning på kunstgræs i næste uge. Her vil træningen blive ledet af det nye trænerteam.
Hannah Kirketorp-Madsen står noteret for 40 kampe i OB Q og 1 mål. Dette mål faldt i efteråret, hvor vi spillede uafgjort 3-3 mod B.93.