Ida Marie Jørgensen fortsætter til sommeren 2026
17.07.2024 19:56
Siden hun fik debut som 17-årig har Ida Marie Jørgensen været fast inventar i vores forsvar. Hun er en talentfuld forsvarsspiller og derfor er vi også glade for at vi i dag er blevet enige om at forlænge samarbejdet til sommeren 2026.
Siden hun tilbage i 2022 fik debut på seniorholdet, har Ida Marie Jørgensen nærmest spillet fast, og det er faktisk blevet til 44 førsteholdskampe. Dette antal kan dog stige til noget mere. Vi er nemlig blevet enige med Ida Marie om at forlænge hendes kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2026 og dermed får Ida Marie Jørgensen rig mulighed for at vise sin færdigheder frem i Gjensidige Kvindeliga.
Det er også en glad Ida Marie, der endelig har fået afklaring på, hvad der skal ske efter sommerferien.
- Jeg har takket ja til forlængelsen, da jeg har været meget glad for min tid i OB Q. Jeg føler jeg udvikler mig her. Det nye set-up giver mig desuden endnu mere motivation til at fortsætte i klubben. Oprykningen til Gjensidige Kvindeliga giver mig fortsat stor tiltro til at OB Q er stedet for mig og at jeg kan se mig selv i det her projekt, fortæller hun og fortsætter,- På det personlige plan ønsker jeg at udvikle mig som spiller både taktisk og spillemæssigt, og samtidig tage mere ansvar som profil på holdet.
Ida Marie Jørgensen har i dette forår været et af de mest sikre kort i startopstillingen. Derfor er det også en glad cheftræner, der ser frem til at have forsvarstalentet, som han spår en stor fremtid, til rådighed.
- Ida præsterer på et højt niveau og vi ser et stort potentiale i hende. Hun er en spillende forsvarsspiller, der er dygtig i duellerne og som stepper op når det hele spidser til. Det der har udviklet Ida mest er den øgede konkurrence og den bliver ved med at komme på holdet. Derfor tror vi også på, at hun fortsætter sin udvikling både på og udenfor banen, fortæller han og fortsætter
-Ida har potentialet til at komme op at spille på A-landsholdet, men hun skal fortsætte sin udvikling, arbejde hårdt og ikke lade sig slå ud af eventuel modgang. Derudover skal hun nyde at spille fodbold og beholde glæden, og fortsætte med at være den hun er udenfor banen, afslutter Kristian Mørch
Ida Marie Jørgensen står noteret for 44 kampe i OB Q samt 36 kampe for diverse U-landshold.