Jakob Bonde er ny mand i striber
15.07.2024 14:00
Vi har indgået en aftale med Viborg FF, som betyder, at Jakob Bonde bliver en af striberne på en treårig kontrakt.
I 2018 skiftede Jakob Bonde til Viborg FF, og siden da er han blevet viceanfører i klubben, som han har repræsenteret i 176 førsteholdskampe og med 40 mål til følge. Men tiden i det midtjyske er nu slut, da vi har indgået en aftale med den centrale midtbanespiller om en treårig kontrakt.
- Jakob passer med sin kvalitet, dynamik og målfarlighed godt til vores spillestil. Da han samtidig er en spiller med fast karakter, der er god - også på de indre linjer - er vi glade for at byde Jakob velkommen til Odense, siger sportsdirektør, Troels Bech.
- Det er en ære at komme til OB
Jakob Bonde kommer til klubben med masser af erfaring fra både 3F Superligaen og NordicBet-ligaen, og den 30-årige midtbanemand ser nu frem til at skulle hjælpe klubben tilbage til landets bedste række.
- OB har altid været en stor, stolt traditionsklub, så det er en ære at komme til OB. Det er fantastisk, at der er skrevet under, og at jeg nu kan komme ud på banen og give den gas og møde holdkammeraterne, siger Jakob Bonde, inden han fortsætter:
- At kunne være med på den rejse og det nye projekt, der er ved at blive lavet her, har tiltalt mig meget, så det glæder jeg mig bare utrolig meget til. Det er jo en kæmpe by, jeg kommer til nu - og en rigtig stor fodboldklub også - så jeg ser det som en rigtig spændende udfordring, og jeg glæder mig til, at jeg forhåbentligt kan hjælpe OB tilbage. Det er en stor klub med flere danske mesterskaber, så jeg ser det som en spændende udfordring at kunne være med til at løfte OB tilbage igen.
Jakob Bonde bringer fynske aner med på banen
Jakob Bonde bringer desuden lidt fynske rødder med på banen, da hans far er født i Odense, og som et lille kuriosum kan det også nævnes, at Henrik Kamp Madsen - som var med til at vinde klubbens første danmarksmesterskab i 1977 - er Jakobs farmors bror.
- Det er en stor by herhjemme, og jeg tænker også, det er en rigtig stor, flot fanskare, som jeg glæder mig meget til at spille foran. Når jeg har spillet her, synes jeg altid, det har været et fantastisk stadion at komme ind på. Der har altid stået rigtig mange nede på Richard Møller Nielsen Tribunen, så jeg glæder mig helt vildt til, at de også skal heppe på mig, siger Jakob Bonde.
Jakobs skifte er allerede gældende fra i dag, så han kan få uofficiel debut, når vi i morgen møder Næstved Boldklub på udebane i en kort træningskamp på to gange 30 minutter.
Kontrakten mellem OB og Jakob Bonde løber frem til sommeren 2027.