Kamilla Ørskov takker af efter 112 kampe.
26.07.2024 12:00
Med 112 kampe er Kamilla Ørskov den spiller med 3. flest kampe i Odense Q og OB Qs historie og den med flest førsteholdskampe i den nuværende trup. Det bliver dog ikke til flere i denne omgang, Kamilla har nemlig valgt at vende hjem til Dalum/Næsby og fortsætte der.
Dermed vender hun hjem til hendes anden hjerteklub, Dalum/Næsby, 6 år efter at hun fik debut for det daværende Odense Q tilbage i 2018 i en kamp mod B.93.
Selvom at det seneste 1½ år har været præget af en omfattende knæskade, så er det en tilfreds Kamilla Ørskov, der ser tilbage på mange år i klubben.
- Jeg har haft nogle gode og lærerige år i Odense Q og OB Q. Det har været en spændende udvikling, som klubben har været igennem i over flere år og er glad for at have været en del af den. Jeg ønsker det bedste fremover for alle spillerne og klubben samt held og lykke i ligaen, afslutter Kamilla.
At det er en lidt af legende, der takker af er også noget John Bæksted har bemærket.
- Kamilla har jo længe været et synonym med Odense Q og OB Q længe og vi siger farvel til en rigtig kulturbærer. Selv når hun har været skadet, har hun stået på sidelinjen og været en solid opbakning for resten af holdet. Det ser man ikke alle steder. Og jeg er ekstra glad for at hun er tilbage på benene og på banen. Derfor ønsker jeg hende alt det bedste i Dalum/Næsby, det fortjener hun.
Alt i alt står Kamilla Ørskov noteret for 112 førsteholdskampe og imponerende 79 mål.
Vi siger tak for mange gode oplevelser og mål og ønsker Kamilla alt det bedste fremover.