Sofia Hvidbak stopper i OB og rykker til København

21.07.2024 12:00

‎Det er blevet til mange indlæg, mål og hurtige løb i de 88 seniorkampe Sofia Hvidbak har fået for OB. Det bliver dog ikke til flere i denne omgang, da hun rykker til København for at studere.

Det er også en glad Sofia Hvidbak, der ser tilbage på mange år i OB og Odense Q.

- Jeg har været utroligt glad for min tid i Odense Q og OB Q. Det har været fantastisk at være med gennem den store udvikling, der er sket i klubben, og jeg er stolt over at have bidraget på bedst mulig vis til klubbens succes. 

- Jeg vil gerne sige tak til både spillere og staben, som har hjulpet mig med at udvikle mig som spiller og ligeledes som menneske.  Jeg ønsker alle spillere og klubben det bedste, og held og lykke fremover i ligaen, afslutter Sofia Hvidbak.

Sofia Hvidbak fik debut tilbage i 2020 i corona-sæsonen i en kamp mod Ballerup Skovlunde. Siden da, er det er blevet til mange oplevelser i først bordeaux-rødt og siden stribet. At det hele ender med en oprykning er noget, der gør sportschef John Bæksted glad.

- Hvidbak har været fast inventar i mange år og har været med til at være tæt på at rykke op, for så at glippe i sidste sekund. At hun får lov til at slutte med en oprykning gør mig oprigtig glad. Hun har været god for holdet både på banen og udenfor banen og jeg kan sige med en vis sikkerhed, at vi alle ønsker hende det bedste fremover.

Vi ser tak for rigtige mange gode oplevelser og ønsker Sofia alt det bedste i fremtiden.