Signe Boysen: Hjemmebanen er vores fort og her vinder vi

15.06.2024 16:00

‎Anfører Signe Boysen var godt tilfreds med, at det blev til endnu en sejr på hjemmebane. Denne gang blev det til en 3-0 sejr over FC Thy Thisted.

- Vi har været gode hele sæsonen på hjemmebane, og det fik vi også vist i dag. Jeg ved ikke, om der var startnerver, selvom der ikke var det store på spil. Vi ville virkelig gerne vinde i dag. Der gik dog noget tid, før vi fik det forløsende mål, men jeg synes, vi spiller godt og får vist endnu engang, at vi har været fremragende på hjemmebane. Der gik måske lidt for lang tid, før vi fik lukket kampen, men en 3-0 sejr er skønt."

Med sejren over FC Thy Thisted skal man nu tilbage til 20. maj 2023 for at finde det seneste hjemmebanenederlag, og i alt har man nu spillet 14 kampe uden at tabe. Derudover har man i dette forår også formået at lukke af og kun lukket ét mål ind. Hvorfor man er så god på hjemmebane, er der flere grunde til.

- Hjemmebanen er vores fort, og her vinder vi, og Thisted var det eneste hold, vi ikke havde slået endnu. Det var det, der motiverede os i dag blandt andet. Derudover snakkede vi om, at det er den sidste kamp inden sommerferien, og der kan ske meget i løbet af en pause, så vi skulle spille, som om det var den sidste kamp nogensinde.

Efter at Odense Q blev til OB Q, har der været en del udskiftninger på holdet. De mange udskiftninger har dog ikke bekymret anføreren, der mener, at trænerteamets evner er en af grundene til, at man nu står med en oprykning i første hug.

- Man kan ikke være andet end tilfreds, når man har været en del af et nyt hold. Der kom mange spillere til i sommer og i vinter, og vi skulle finde hinanden. Det er vi lykkedes med fra kamp til kamp. At vi så står her og slutter med tre ret store sejre i streg, er meget imponerende.

Vi har mange gode individualister, men vi supplerer hinanden helt vildt godt. Samtidig har trænerteamet været gode til at se de styrker, vi har hver især, og fået dem til at spille sammen. Setuppet har også i denne sæson - hele vejen rundt, både på og udenfor banen - været så tilpas elite, at vi kunne fokusere på spillet, og alt andet kunne lukkes ude."

Efter sommeren står den på kvindefodbold i den øverste liga for første gang siden man rykkede ned i 2020. Det er noget, man ser frem til, og ambitionerne for de kommende 12 måneder er også meget klare.

- Ambitionen er selvfølgelig at blive oppe i ligaen, men jeg synes også, vi skal have ambitioner om mere. Der er europæiske pladser på spil, og det kunne være sjovt at gå efter sådan en. Jeg har tidligere spillet mod holdene i toppen og ved, de er gode, men jeg synes stadig, man skal gå efter de europæiske pladser til næste år."

Næste kamp for Signe Boysen og resten af OB Q bliver formentlig i august, når Kvindeligaen sparkes i gang.