Silende regnvejr, da vi sikrede os 3 point

15.06.2024 15:00

Regnen kom i rigelige mængder i dag, hvor vi tog imod FC Thy Thisted i sæsonens sidste kamp. For begge hold havde dagens kamp kun symbolsk betydning, dog havde begge hold et ønske om at slutte ordentligt af. For vores vedkommende ville det betyde, at vi gik ubesejret igennem Gjensidige Kvalifikationsspillet, mens FC Thy Thisted ønskede at slutte godt trods nedrykning.

‎Ligesom regnen kun falder én vej, foregik spillet også kun i én retning - mod FC Thy Thisteds mål. På trods af dette forsvarede dagens modstander sig ganske fornuftigt, og langt de fleste af de mange skud, der kom i kampens første 25 minutter, kom udenfor feltet.

Efter 31 minutter kom kampens første mål, da Signe Boysen kunne sende en bold på tværs i feltet, hvor Ally Clark kunne sætte sidste fod på og gøre det til 1-0. Målet var desuden hendes første i den stribede trøje.

Anden halvleg startede med en mindre chok-start, hvor FC Thy Thisted efter 20 sekunder var tæt på at udligne til 1-1, men en god redning fra Frieda Jensen stod i vejen.

Dernæst fulgte en mere lige kamp, hvor begge hold gjorde deres for enten at udbygge føringen eller for at udligne. Om det var fraværet af regn eller gode forsvarspræstationer, der gjorde, at det ikke blev til mål i perioden, må stå hen i det uvisse.

Efter 72 minutter kunne Gia Vicari endegyldigt sikre sejren til os, da hun køligt satte bolden i mål efter en periode med dødvande. Trods fine langskudsforsøg fra både Reese Moffatt, Signe Boysen og Zoe Hasenauer i de efterfølgende minutter skulle vi helt frem til overtiden, før der blev scoret igen. Igen var det en måldebutant, da Kelsey Hill kunne sende bolden i kassen til 3-0.

Sejren var den ottende i ti forsøg for OB Q, som dermed ender klart nummer ét i Gjensidige Kvalifikationsliga. Med dagens scoringer kom Gia Vicari op på seks mål i dette forår, hvilket gør hende til OB Q's topscorer.