Alasana Manneh og Luca Kjerrumgaard sikrede os tre vigtige point på Nature Energy Park

19.05.2024 15:05

Årets sidste hjemmebanekamp blev kæmpet hårdt, men sluttede med en flot, stribet sejr med to, mens eget mål blev holdt rent.

3F Superliga, Kvalifikationsspillet 2023/24
Søndag den 19. maj kl. 14.00, Nature Energy Park

OB – Randers FC  2-0 (1-0)
1-0: Alasana Manneh (29.)
2-0: Luca Kjerrumgaard (64.)

Advarsler:
OB:
Alasana Manneh (27.)
Randers: Mohammed Fuseini (73.)

Kampens dommer:
Lasse Graagaard

Tilskuertal: 
12.164

Kampens forløb:
Vi skulle i dag forsøge at hente tre vitale point, da sæsonens sidste kamp på Nature Energy Park skulle spilles. Her tog vi imod Randers FC i en kamp, hvor spændingen blandt OB-fansene var til at tage og føle på.

Vores fans fik allerede noget at juble over inden kampstart. Her blev vores suveræne U17-mandskab nemlig hyldet, efter at de for nylig havde sikret sig danmarksmesterskabet og guldet i U17-ligaen.

Vi kom fint fra start i kampen, efter at være blevet hjulpet godt på vej af lægterne, som var meget højlydte under dagens opgør. Der skulle gå 11 minutter, før vi fik vores første store chance. Leeroy Owusu sendte et indlæg ind i panden på Luca Kjerrumgaard, som stod klar inde i det lille felt, men desværre formåede han ikke at dirigere bolden i nettet.

Selvom vi spillede godt i første halvleg, tilkæmpede Randers FC sig også store chancer. Men Viljar Myhra stod godt placeret mellem stolperne, og han holdt derfor kronjyderne fra at komme på måltavlen.

Efter lidt under en halv times spil sendte vi bolden ind i Randers FC's felt efter et hjørnespark. Bolden blev pareret ud til Alasana Manneh, som stod klar til at følge op, og med et hårdt og præcist skud gjorde han det til 1-0 og fik Nature Energy Park til at bryde ud i jubel.

Vi fortsatte det gode spil efter scoringen, og vi havde flere muligheder for at fordoble føringen. Desværre manglede den sidste skarphed. Vi gik derfor til pause med en etmålsføring.

Anden halvleg var mere chancefattig, men Luca Kjerrumgaard ville ikke ende sin scoringsstime. Han satte derfor foden på et lavt indlæg fra Max Ejdum og gjorde det til 2-0. Luca Kjerrumgaard scorede dermed for fjerde kamp i træk og lagde op til en fynsk fodboldfest på Nature Energy Park.

Randers FC kom aldrig frem til nogen bemærkelsesværdige chancer i anden halvleg, på trods af at de sad mest på boldbesiddelsen. Derfor lykkedes det aldrig for kronjyderne at få sendt bolden i nettet.

Efter vores scoring til 2-0 var de største højdepunkter at finde på lægterne, selvom de stribede på banen kæmpede flot. Vores fans fik dermed, som fortjent, en hårdt tiltrængt sejr på Nature Energy Park, hvor festen fortsatte længe efter slutfløjtet.

OB’s startopstilling:
Viljar Myhra, Leeroy Owusu (Nicklas Mouritsen 75.), Bjørn Paulsen (James Gomez 57.), Tobias Slotsager, Aske Adelgaard, Max Fenger (Filip Helander 75.), Alasana Manneh, Max Ejdum, Baskim Kadrii (Gustav Grubbe 76.), Don Deedson (Markus Jensen 75.), Luca Kjerumgaard.

Bænken:
Martin Hansen, Nicklas Mouritsen, Markus Jensen, Gustav Grubbe, Carly Nouck, Rami Al Hajj, Filip Helander, James Gomez, William Martin. 

Næste kamp:
Lørdag den 25. maj kl. 14.00, Energi Viborg Arena