04.03.2024 16:00

Sidst Kamilla Ørskov Jensen optrådte for os, var Argentina ikke blevet verdensmestre i fodbold i Qatar, HB Køge havde kun vundet 2 mesterskaber og OB Q fandtes ikke.

‎ ‎ 

Sidst Kamilla Ørskov spillede en fodboldkamp var nemlig over 459 dage tilbage i oktober 2022. Det har hverken været manglende lyst eller et fravalg af skiftende trænere, men derimod en drilsk skade, som kom i forbindelse med Odense Q-kamp, der holdt hende ude.  

I starten af februar 2024 kunne hun dog for første gang siden 2022 mærke (kunst)græs under fødderne, da hun blev skiftet ind med 15 minutter igen i en træningskamp mod FC Nordsjælland. 

Men lad os spole tiden tilbage til oktober 2022, hvor skaden opstod. Hvad der skulle være en “almindelig” 1.divisionskamp tog en uventet drejning for Kamilla.

- Jeg var i en nærkamp, hvor jeg ville skifte retning, hvor mit ben står fast. Det føles som om mit knæ hoppede ud og tilbage igen. Jeg var ikke i tvivl om med det samme, at det ikke var for godt. Jeg havde mange smerter, og vidste at noget var revet over. 

Og skaden satte også en del tanker i gang hos den målfarlige angriber. 

- Der var mange tanker, som fløj igennem mit hoved. Jeg blev først rigtig ked af det, da jeg vidste det ville kræve, at jeg er ude i lang tid. 

En mental udfordring at være skadet 

Siden den skæbnesvangre dag i oktober har den stået på utallige besøg på Vejle Sygehus, mange timers genoptræning og mindst lige så mange mentale opture og nedture. Specielt det mentale spil af at være skadet har påvirket hende i de 15 måneder hun har været skadet. Fodbold betyder nemlig meget for Kamilla, der har spillet over 110 kampe for OB Q, og som kan fordoble antallet, hvis man kigger på hele karrieren. Så at gå fra at kunne spille fodbold til ikke at kunne spille fodbold på en enkel tackling, var en hård nød at sluge.  

- Den psykiske del af sådan en alvorlig skade har og er fortsat rigtig hård. Jeg havde tanker om, jeg ville komme til at spille igen og på samme niveau. Jeg har altid spillet fodbold, så jeg havde også tanker om hvem jeg er uden fodbolden. Klubben rykkede sig også rigtig hurtigt og blev til OB, hvilket jeg gerne ville være en del af.  

Selvom Kamilla har været skadet, så har hun været et fast ansigt på sidelinjen til træning og til kamp, uanset vind og vejr - Det har nærmest været et ritual at være til stede til de fleste træning og både hjemmebanekampe og udebanekampe.

- Det har været vigtigt for mig at støtte holdet i det omfang jeg kunne. Jeg kunne ikke hjælpe dem inde på banen, men der er også mange vigtige ting udenfor banen. Ligeledes har det også været en vigtig del for min proces fortsat at føle sig som en del af holdet. Jeg har prioriteret at holde fast i mine rutiner i det omfang jeg kunne, hvor de andre gik på banen, så gik jeg op i træningscenteret. 

 

“Arbejd hårdt, vær tålmodig og find det positive i de mørke situationer, så vil det falde på plads.” 

I løbet af den 15-måneder lange periode, har den stået på store mængder af genoptræning. Men som Kamilla påpegede senere, så var det også en mental kamp at blive klar. Derfor har hun også fundet en stor hjælp i familien, der har hjulpet med hende at bevare modet i hendes på at komme tilbage på træningsbanen. 

- Min far har været god i denne proces og sagt ”Arbejd’ hårdt, vær tålmodig og find det positive i de mørke situationer, så vil det falde på plads.” Det har jeg gjort, samtidigt med at jeg har tilbragt mere tid med venner og har passet mit pædagogiske arbejde.  

I starten af februar fik Kamilla dog mulighed for at nulstille sit tal for antal dage siden den seneste kamp, da hun kom på banen i træningskampen mod FC Nordsjælland. Og selvom det ikke blev til mål eller assists fra den målfarlige angriber, så var hun stadig rigtig glad for at have støvlerne på og være til kamp igen.  

- Det var en fantastisk følelse at være på banen igen. Der er mange følelser og tanker, man går igennem, når man starter op. Jeg spillede et kvarter i kampen, hvilket var en rigtig god start. Jeg kan mærke en forskel fra før skaden, men det er svært at sige hvor stor forskel jeg vil opleve, når jeg er helt tilbage. Lige nu skal hele kroppen følge med i processen. 

Dog har skaden også påvirket hendes spil på banen 

- Skaden påvirker helt naturligt mit spil, da jeg ikke er helt tilbage på mit tidligere niveau endnu. Jeg føler at jeg er godt på vej og kan begynde at genkende mig selv igen på banen. Skaden er en del af mig og har styrket mig på mange måder, så jeg prøver at tage de positive ting med videre. 

Men selvom om at skaden har påvirket hendes spil, så er modet og fodboldgejsten stadig intakt, og hun er derfor også spændt på den udfordring der ligger i foråret - både for hende, men også for klubben.

- Mit mål er helt klart at komme tilbage og finde mit niveau samt at bygge yderligere på. Jeg arbejder hårdt på at få spillet så mange minutter som muligt og score en masse mål, så vi forhåbentlig kan rykke op. Der er lavet mange gode tiltag i klubben og på holdet, som jeg arbejder på at kunne bidrage til. 

Tirsdag aften kunne Kamilla også for første gang siden 2022 putte kuglen i kassen, da hun gjorde det til 4-1 i 6-1 sejren over Dalum/Næsby.