En vindblæst affære gav 1 point i sæsonåbner
16.03.2024 15:36
Det var et vindblæst Svanemølleanlæg, der lagde kunstgræs til sæsonens første kamp, da vi tørnede sammen med B.93.
Allerede fra første fløjt var der nerver på begge hold. B.93 havde problemer med deres boldomgang om, mens vi havde problemer med at sætte det pres vi har trænet hele vinteren.
Om det var startnerver eller den hårde vind, der gjorde udslaget vides ikke, men der skulle blot spilles 12 minutter før, at B.93 kunne bringe sig foran på et veludført hjørnespark.
Dernæst fulgte 30 minutter, hvor vi sad mest på spillet og fik tilspillet os nogle chancer, dog uden, at vi for alvor at det blev helt farligt. Periodens største chance kom dog fra B.93, hvor det kun var en fantomredning fra Meagan McClelland, der gjorde at B.93 ikke kunne fordoble deres føring.
Den store chance var et wake-up-call og kickstartede en periode, hvor vi fik lukket ned for deres opspil og samtidig blev mere og mere nærgående. Til sidst var der også gevinst, da Zoe Hasenauer kunne heade bolden i mål.
Stordominans i anden halvleg.
Allerede fra første fløjt i anden halvleg, havde B.93 lagt en defensiv spilleplan, med 5 spillere i forsvaret og 4 på midtbanen, var det med et defensivt udtryk fra start. Det defensive udtryk betød også at vi havde bolden nærmest hele tiden.
Den store dominans med bolden resulterede også i en lang række store chancer. Der var blandt store chancer til Ally Clark, Ajla Habibovic og Anna Krog, men trods gode forsøg, så var det ikke muligt at få målnettet til at blafre.
Og selvom vi konstant pressede på og skiftede offensive kræfter ind løbende, så var det ikke nok for at ændre på resultatet.
Næste kamp er allerede på lørdag, når vi brager sammen med AaB på Nature Energy Park.