Kristian Mørch før B.93: Vi ser frem til at vise al vores energi

13.03.2024 12:00

En lang vinterpause lakker mod enden, og snart venter en hverdag i Gjensidige Kvindeliga Kvalifikationen. For vores vedkommende lægger vi fra land med en udebanekamp mod B.93 på lørdag kl. 14.00.

‎Efter en ekstra lang vinterpause er det en spændt cheftræner, der ser frem til at komme i gang med de kampe, hvor der er noget på spil.

- Jeg har en god mavefornemmelse og glæder mig helt vildt. Jeg ser frem til, at vi kommer ud på græs, så vi kan vise al vores energi.

B.93 er vores første modstander, og selvom det er et hold, vi har mødt mange gange de seneste par år, så har B.93 også fået ny træner i 2024. Derfor forventer Kristian Mørch også, at weekendens første kamp bliver lettere anderledes, end det vi er vant til at se. 

- De har fået en lidt mere tilbagetrukken stil, hvor de enten står lidt lavere eller helt højt. Derudover spiller de en hel del mere direkte end tidligere. Så der har været et skifte i stil og formation. Det giver selvfølgelig nogle andre muligheder, sammenlignet med de træningskampe vi har spillet, da det giver nogle andre rum, og tempoet er selvfølgelig også et andet.

Men selvom at B.93 har fået ny træner, så har Kristian Mørch og resten af holdet en plan klar for weekendens kamp.

- Vi skal lykkes med vores gameplan. Det er den, vi har arbejdet på hele sæsonopstarten, og det gælder på bolden, og når vi ikke har bolden. Hvis vi gør det, så har vi rigtig gode chancer. Her i ugen op til har vi selvfølgelig arbejdet mere specifikt med B.93-kampen og kigget nærmere på deres stil. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at vi afviger fra vores eget koncept men derimod som en nuancering af vores spillestil.

I løbet af vinterpausen har vi leveret nogle flotte resultater mod større hold, såsom Kolding IF og FC Nordsjælland. Selvom det er flotte resultater, så er det dog ikke noget, man skal ligge for meget i, da vi har været underdogs i disse kampe, mens at vi mod B.93 ikke vil være underdogs. Det er dog også noget, som der er blevet arbejdet med, og som der bliver arbejdet med. 

- Vi er nødt til at være tålmodige i løbet af kampene. Løbende skal vi også arbejde med hvordan vi skaber tempo, hvis modstanderen ikke vil, dog er jeg sikker på, at B.93 kommer og vil spille bold.

I 2023 mødte vi B.93 fire gange, det blev til en sejr, to uafgjorte og et nederlag. Dog er vi ubesejret i denne sæson mod B.93 - og det går vi selvfølgelig også efter at være, når kampen er færdig. Kampen mod B.93 sparkes i gang kl. 14.00 på Svanemølleanlægget. Vi vil liveopdaterer på Instagram & Facebook Stories.