14.03.2024 12:00

Der er under 48 timer til, at vi endelig sparker Gjensidige Kvalifikationsligaen i gang og det er en spændt spillertrup, der er klar til at give den gas, når første kamp mod B.93 fløjtes op kl. 14.00 på Svanemølleanlægget.

‎En af dem, der er ekstra spændt, er anfører Signe Boysen, der også ser frem til at spille den første kamp i 2024, hvor der er noget andet end æren på spil

- Det er fuldstændig som juleaften at skulle spille den første kamp i år, hvor der er noget på spil. Der er nerver og spænding, præcis som der skal være, når der er noget på spil. Det er jo et slutspil, hvor alle starter fra nul og vi skal ud og jagte en oprykning og det ser jeg frem til.

Op til kampen har der været meget snak om det mentale spil, der kan være, når man går indtil den første kamp i et vigtigt kvalifikationsspil som et af de hold, man rigtig gerne vil slå. 

- Som en af de mere rutinerede på holdet, så er en af mine opgaver at sætte holdet op korrekt mentalt. Vi skal ramme det rette tændingsniveau, hvor vi er spændte men ikke bange for at spille fodbold, og hvor vi stadig kan løse de opgaver, Kristian har givet os, siger hun og fortsætter:

- Når det er underdogs mod tophold, så er det tit topholdet, der skal sætte tempoet og sidde på spillet. Som underdog kan du nemmere afvente og stille dig tilbage på banen, og vente på at din modstander gør noget. Vi skal have selvtillid nok fra starten til at sætte tempo og spil. 

Ligesom vi har gennemgået en stor forandring henover de seneste par måneder med blandt nye amerikanske spillere og en ny cheftræner, så har B.93 også skiftet ud på cheftrænerposten. Dette har indtil videre givet et nyt udtryk i B.93s spillestil, men dette er ikke noget, som vores anfører ligger det store i.

- Jeg har mødt B.93 flere gange, og som Kristian også nævner, så er det et lettere forandret hold. Men om det er det B.93-hold, jeg har mødt tidligere eller et forandret et, det betyder ikke det store for mig. Det er vigtigere, at vi viser, at vi er et hold, der har udviklet os, og som får tingene til at lykkedes. Og det glæder jeg mig til at vise.

Kampen mod B.93 fløjtes i gang kl. 14.00 på Svanemølleanlægget. Vi regner med at der er gratis adgang, da B.93 ikke har noget billetlink tilgængeligt. Vi vil desuden opdatere fra kampen via Facebook Story og Instagram Story.