Luca Kjerrumgaard med to mål for U20-landsholdet

11.09.2024 06:40

Lørdag løb William Martin med overskrifterne, da han debuterede på det danske U18-landshold med et hattrick, og tirsdag var det så Luca Kjerrumgaard, der stjal opmærksomheden efter han scorede to mål i sin debut på det danske U20-landshold. En masse striber har været i aktion for deres landshold i den seneste uges tid.

En lang række striber har repræsenteret klubben i deres nationaldragt i de seneste dage. Nicholas Mickelson var således i startopstillingen og spillede fuld tid for det thailandske landshold, der i går besejrede Vietnam med 2-1.

Don Deedson var også i startopstillingen, da Haiti mandag besejrede Sint Maarten med hele 6-0, hvor vores egen offensivspiller assisterede til kampens første mål. Lørdag startede Don Deedson på bænken, men efter at være blevet indskiftet i pausen skulle han kun bruge en halv time på banen, før han havde fået bolden i kassen.

Tidligere på ugen var både James Gomez og Alasana Manneh i aktion for det gambiske landshold. Onsdag var James Gomez i startopstillingen, da Gambia spillede 1-1 mod Comorerne, mens de begge fik spilletid, da Gambia måtte se sig besejret med 2-1 af Tunesien.

Mange striber i aktion for de danske ungdomslandshold

I går aftes blev Luca Kjerrumgaard indskiftet fra anden halvlegs start, og efter 25 minutter på banen havde han fået selskab af Max Ejdum, inden han bragte U20-landsholdet foran med 3-0. I kampens sidste minutter fik Luca udbygget føringen til 4-1, og han kan nu rejse tilbage til Odense sprængfyldt med selvtillid.

På U19-landsholdet var Tobias Slotsager torsdag med til at besejre Sveriges U20-landshold med hele 4-0, hvor den tidligere OB’er Tobias Lund-Jensen bragte Danmark foran med 3-0. Søndag var Slotsager desuden i startopstillingen, da Danmark spillede 1-1 mod Norge.

William Martin debuterede på det danske U18-landshold med hattrick

Lørdag debuterede William Martin på det danske U18-landshold med stor stil, da han scorede hattrick i sit comeback for de danske ungdomslandshold. Ved sin side havde han en anden stribe – Noah Lassen – der bar anførerbindet i kampen.

Torsdag var Lucas Bryde Bolvinkel i startopstillingen, da Danmarks U17-landshold besejrede Irlands ditto. Søndag var Adam Amrani i startopstillingen, da Irlands U17-landshold blev besejret med 2-0.